DIE ORTHODOXE KIRCHE IN JAPAN – German

http://japanofmyheart.wordpress.com

JAPAN OF MY HEART

27o6hi6nuesrssct8sdrkl3

FD
Ikone des heiligen Nikolaus von Japan

uh

uuyg
“Vater Unser” in japanischer Sprache

Die orthodoxe Kirche in Japan

http://orthodoxjapan.jp

logo

Die orthodoxe Kirche in Japan ist eine autonome orthodoxe Kirche unter dem Omophorion der russischen Kirche.

Der orthodoxe Glaube gelangte durch den heiligen Nikolaus von Japan (Ivan Dmitrievic Kasatkin 1836 – 1912, im Mönchstand Nikolaj ) in das Reich des Tenno. Im Jahre 1861 war er als Priester in das russische Konsulat in Hakadate auf der japanischen Insel Hokkaidō gekommen. Japan wurde damals durch Militärstatthalter, die Shogune, regiert. Diese hatten, nach ersten christlichen Missionserfolgen durch portugiesische Jesuiten im 16. Jahrhundert, das Bekenntnis zum christlichen Glauben zwischen 1614 und 1873 verboten. Seitdem waren alle japanischen Christen den härtesten Verfolgungen und Repressionen ausgesetzt. Dennoch hielten sich vereinzelte christliche Gemeinden im Untergrund, die mit dem japanischen Begriff Kakure kirishitan (= geheime Christen) bezeichnet wurden. Trotz dieser Situation nahmen auch Japaner an den orthodoxen Gottesdiensten in der Kapelle in Hakadate teil. Im Jahre 1864 wurden dann die ersten Japaner orthodox getauft. Abgesehen von einigen kurzen Besuchen in seiner Heimat blieb der heilige Nikolaus Zeit seines Lebens, so auch während des russisch- japanischen Krieges in den Jahren 1904/ 05 in Japan. Er verbreitete ab 1861 den orthodoxen Glauben im ganzen Land und wurde auch zum ersten Bischof der orthodoxen Kirche in Japan geweiht. 1863 wurde der Bischofsitz von Hkadate in die Hauptstadt Tokio verlegt. Dort wurde dann ab 1884 die Auferstehungskathedrale erbaut, die 1891 geweiht werden konnte. Der heilige Nikolaus war in besonderer und vorbildlicher Weise Hirte seiner wachsenden Herde und von einen stets andauernden missionarischen Eifer erfüllt. 1886 gab es in Japan schon über 10.000 orthodoxe Christen. Auch bei seinen nichtchristlichen Mitbürger genoß er ein hohes Ansehen. So wurde die orthodoxe Kathedrale im Volksmund Nikolai- Do, das heißt „Haus des Nikolaus“, genannt. Der heilige Nikolaus besaß ein gutes Sprachgefühl und erlernte die japanische Sprache auf einem sehr fortgeschrittenen Niveau. So übersetzte das er das Neue Testament, das Fasten Triodion, das Pentekostarion, die Gottesdienste der Festtage, den Psalter und das Buch der kirchlichen Hymnen ins Japanische und schuf so die Grundlage für eine tiefe Verwurzelung seiner Gläubigen im orthodoxen Glauben. 1970 wurde der heilige Nikolaus der Schar der Heiligen beigezählt und wegen seines missionarischen Wirken im Landes der aufgehenden Sonne mit dem Titel des „Apostelgleichen“ ausgezeichnet.

Die autonome orthodoxe Kirche in Japan ist in drei Diözesen gegliedert: Die Erzdiözese von Tokio wird vom Ersthierarchen, dem Metropoliten Daniel (Nushiro) von Tokio und ganz Japan geleitet. Ihm zur Seite stehen die Bischöfe der Diözese von Ost- Japan in Sendai und der Diözese von Westjapan in Kyoto. Es exestiert ein orthodoxes Priesterseminar und ein kleines Mönchskloster in Tokio. In der Tradition des heiligen Nikolaus stehend, gibt die orthodoxe Kirche Japans das Neues Testament und das Buch der Psalmen, sowie viele Bücher für den liturgischen Gebrauch und zur Unterweisung der Gläubigen im orthodoxen Glauben heraus. Am Seminar werden die orthodoxe Kirchenzeitung “Seikyo Jiho” und die Mehrzahl der orthodoxen Bücher herausgegeben und gedruckt. Heute gehören zur orthodoxen Kirche in Japan ca. 30000 Gläubige, das sind etwa 3 % aller japanischen Christen. 30 Priester und fünf Diakone betreuen etwa 150 orthodoxe Gemeinden, von denen sich die meisten auf der Nordinsel Hokaido befinden.

(Quelle: Zusammengestellt mit Hilfe von Informationsmaterial aus dem orthodoxen Internet- Lexikon „OrthodoxWiki“ (www.orthodoxwiki.org) von Thomas Zmija- Horjanyj)

image

Gedenke, o Herr,

Deiner leidenden Diener und Dienerinnen

und errette sie aus jeder Not und Bedrängnis.

Amen.

FS
Die Auferstehungskathedrale in Tokio, Japan
image
Bischof Seraphim von Sendai mit dem Klerus seiner Kathedrale
image
Wo alles begann: die alte russische Kirche in Hakodate auf Hokaido, Japan
D
Die Verkündigungskathedrale in der alten Kaiserstadt Kyoto, Japan

QUELLE:

http://www.orthodoxe-kirche-albstadt.de

http://www.orthodoxe-kirche-albstadt.de/orthodoxie-in-aller-welt/orthodoxe-kirche-in-japan/

ORTHODOXE KIRCHE ALBSTADT

LINK: ORTHODOXEN – REDACTIE INFO ORTHODOX-NEDERLAND – VIDEO – Dutch

http://linksjourney.wordpress.com

LINKS JOURNEY

14343_Netherlands_Students.jpg

http://www.orthodoxen.nl

Redactie Info Orthodox-Nederland

Nederland

Dutch Scapes – A timelapse journey through Dutch nature – (4K res!)

kerkenNL.gif

Parochies

100+ ARTICLES ABOUT JAPAN – ORTHODOX CHRISTIANITY

http://japanofmyheart.wordpress.com

JAPAN OF MY HEART

ok-japan-fkfkfkl.jpg
Japan

 

http://www.pravoslavie.ru/search/?text=Japan

Japan – Orthodox Christianity

LYSUNDERET I JERUSALEM – VIDEO – Danish

http://christisrisenindeedheisrisen.wordpress.com

CHRIST IS RISEN! INDEED, HE IS RISEN!

2015-1.jpg

Lysunderet i Jerusalem, 2015

holy-fire

Orthodox Christian worshippers take part in the Holy Fire ceremony at the Church of the Holy Sepulchre in Jerusalem's Old City during the Easter holiday. April 14, 2012. Photo by Uri Lenz/FLASH90  *** Local Caption *** ôñçà ùáú äàåø éøåùìéí ðöøåú ëðñééú ä÷áø ðø ðøåú àåø

Lysunderet i Jerusalem

Publiceret i Berlingske Tidende, lørdag, 15.09.98 i lettere afkortet form.

Kilde:

http://www.holyfire.org

http://www.holyfire.org/file/Danish_Lysunderet%20i%20Jerusalem.htm

HOLY FIRE

Gravkirken i Jerusalem er det sted, hvor teologer, historikere og arkæologer mener at finde resterne af den grav, som Jesus blev lagt i efter sin død på korset og i hvilken han også kom til live igen tre dage efter sin død. Af millioner af troende betragtes denne kirke som et af de helligste steder på jorden. Kirken har siden kristendommens tidligste stadier uden afbrydelse været hjemsted for et mirakel, som særlig af ortodokse kristne betragtes som det største under i verden. I forskelligt kildemateriale – primært pilgrimmes beretninger om rejser til Palæstina – kan man følge, hvordan tiderne med deres respektive regimer og dominerende kulturer skifter, alt imens miraklet fortsætter med at hænde, som det har gjort år efter år på nøjagtig samme måde. En russisk-ortodoks pilgrim, Abbeden Daniel, fortæller i sin rejsebeskrivelse til Israel, skrevet i årene 1106-07 på meget udførlig måde om det “Hellige Lysmirakel”. Her kan man læse, at Patriarken går ind i gravkapellet med to slukkede stearinlys. Foran selve den sten, på hvilken Kristus lå, beder han nogle bestemte bønner, og derpå sker miraklet: Uden kendte årsager kommer efter nogen tid et overnaturligt lys, der sætter ild på slukkede olielamper, ligesom det tænder patriarkens to stearinlys. Dette er “Det Hellige Lys” og det spredes til hele kirken. Ceremonien omkring “Det Hellige Lysunder” er en af de ældste ubrudte kirkelige handlinger i verden. Kilder så langt tilbage som det fjerde århundrede og hele vejen op til vor tid beretter om lysunderet og det ser ud til at være sket på samme sted og samme tidspunkt, omgivet af de samme ceremonielle rammer. Det lader til at være sket hvert eneste år siden kristendommens begyndelse. Også i 1998.

Eksistens rejste til Jerusalem, for at være til stede under den gudstjeneste, hvor miraklet sker, og kan bevidne, at Lysunderceremonien fandt sted ikke blot i oldkirken og op gennem middelalderen, men også den 18. april 1998. Allerede i december 1997 rejste vi dertil med anbefalinger fra Rom for at forberede besøget i april. Den græsk-ortodokse patriark af Jerusalem, Diodorus I, er den person, der hvert år går ind og modtager flammen fra det blå lys. Han har været patriark i Jerusalem siden 1982 og er således det nulevende hovedvidne til underet. Både i december og i april blev Eksistens modtaget i audiens hos ham, hvor vi fik lejlighed til at tale med ham om underet – om hvad der sker i gravkapellet og om hvad det betyder for ham personligt. Via ham fik vi også speciel adgang til ceremonien, idet vi fik lov til at stå på balkonen i kuppelen over selve gravkapellet. Herfra havde vi en god udsigt ned over kirken og masserne, der havde samlet sig om gravkapellet i anspændt venten på, at miraklet skulle indtræffe. Men hvad sker der nu helt nøjagtigt og hvorfor har det så stor betydning for de ortodokse kristne? Hvordan kan det være, vi aldrig har hørt om det i de protestantiske og katolske lande, når det på mange punkter synes at overgå de berømteste vesterlandske mirakler?

En økumenisk ceremoni

Underet sker hvert år i den ortodokse påske. Der er mange former for ortodokse kristne – syrisk-, armensk-, russisk- og græskortodokse, såvel som koptere. I gravkirken er der i alt 7 forskellige kristne kirkesamfund repræsenteret. De ortodokse følger en anden kalender end den almindelige vesteuropæiske gregorianske kalender, nemlig den såkaldt julianske kalender, hvilket betyder, at deres påske normalt falder på en anden dato end den protestantiske og katolske påske.

De katolske og ortodokse kirker oplevede et skisma i 1054, hvorefter der ikke har været megen forbindelse mellem de to kirker, selvom deres respektive teologier nærmest er identiske. Til trods for skismaet fortsatte man i gravkirken imidlertid at fejre netop dette under sammen – lysmirakelceremonien har altså haft en sådan tiltrækningskraft, at den har fået begge kirker til at mødes til fælles fejring, selvom man alle andre steder ikke havde forbindelse. Først i 1246, da de katolske kristne forlod Jerusalem sammen med de slagne korsriddere, blev det til en rent ortodoks ceremoni. De ortodokse blev i Palæstina, selv efter tyrkernes besættelse af Jerusalem.

En af de kendteste ceremonier i den ortodokse verden

Underet sker påskelørdag. Gravkirken, bygget af Konstantin den Store i midten af det fjerde århundrede, er blevet ødelagt flere gange. Korsridderne gav kirken den udformning, som den har i dag. Det er en stor kirke, der både omslutter den høj, ved navn Golgatha, på hvilken Kristus blev korsfæstet, såvel som den grav, ca 30 m. fra Golgata, i hvilken man lagde ham efter hans død. Rundt om selve graven er der i dag et lille kapel med to rum – et forrum og selve gravkapellet, i hvilket der ikke kan være flere end fire mennesker samtidigt. Således er der den store basilika, der omgiver det lille gravkapel, der igen omslutter selve gravstenen, som Jesus lå på. Det lille kapel er på denne dag centrum for begivenhederne, og at der i høj grad er tale om “begivenheder” vil blive klart for enhver, der prøver at komme ind i Gravkirken på normal vis. Gravkirken er en stor kirke, større end Vor Frue Kirke i København. På denne dag er den totalt proppet med mennesker. Skal man gøre sig håb om at komme ind i den, skal man regne med at stå i kø i fem til seks timer. Kirken er propfuld. Der er næsten lige så mange mennesker uden for kirken, der ikke kan komme ind, fordi den allerede er overfyldt. Pilgrimme er kommet fra hele verden – størsteparten fra Grækenland, men i de senere år i stadig stigende antal fra Rusland og de tidligere Østeuropæiske lande. For at være så tæt som mulig på selve gravkapellet, hvor miraklet sker, har en stor mængde pilgrimme med klapstole trodset trætheden og våget hele natten igennem rundt om kapellet. Selve miraklet sker omkring kl. 14.00, men allerede omkring kl. 11.00 er kirken en kogende gryde. ((Hvert år opstår der små slåskampe mellem de forskellige grupper af kristne i kirken. Ser man ingen grund til, at de kristne burde søge større enhed, er det tilstrækkeligt blot at rejse til Gravkirken i Jerusalem og se den forvirring og ufred, der hersker på grund af de mange kirkers forskellige grupperinger og ceremonier.))

Festival

Fra kl. 11.00 til kl. 13.00 synger de arabiske kristne traditionelle kristne sange med høje stemmer og i højt tempo. Der er tale om en gammel tradition fra den tyrkiske besættelse af Jerusalem i 12-tallet, hvor de kristne ikke måtte synge deres sange andre steder end i kirkerne. “Vi er de kristne, det har vi været i århundreder og det vil vi være for evigt og altid! Amen!” lyder det på højlydt arabisk med trommeakkompagnement. Trommeslagerne sidder på skuldrene af andre, der danser en heftig dans. Men op til kl. 13.00 dør sangen ud, hvorefter der er stilhed – en lurende, alt andet end tom stilhed, der bærer præg af forventningen om, at alle skal være vidner til en stor manifestation af Guds kraft.

Kl. 13.00 baner en delegation af de lokale magthavere sig vej gennem masserne, anført af det lokale politi, der i stort antal er til stede i gravkirken for at sørge for, at der ikke opstår uroligheder. Selvom disse embedsmænd ikke er kristne, er de sjovt nok en del af ceremonien. I vore dages Jerusalem er der tale om israelske embedsmænd, i tyrkernes besættelse af Palæstina var det de lokale tyrkiske embedsmænd. I århundreder har dette været en fast del af ceremonien. Der skal være tale om uvildige embedsmænd, og formålet med deres tilstedeværelse er at symbolisere romerne på Jesu tid. I evangelierne kan man læse, at romerne kom og forseglede Jesu grav, for at disciplene ikke kunne komme og stjæle hans legeme og sige, han var genopstanden. På samme måde skal de israelske magthavere i dag forsegle graven med voks. Inden de lukker og forsegler døren, går ind i kapellet og checker, om der kunne være en skjult lyskilde, som patriarken kunne tænde sine lys på, hvis der skulle være tale om snyd. Ligesom romerne skulle garantere, at der ikke blev snydt med noget umiddelbart efter Kristi død, på samme måde skal de lokale israelske embedsmænd sørge for, at der ikke bliver snydt med noget i 1998.

Patriarkens vidnesbyrd

Når graven er blevet undersøgt og forseglet, giver hele kirken sig nu til gentagne gange at synge “Kyrie Eleison” – Herre forbarm dig. Kl. 13.45 kommer patriarken ind i kirken, båret af fire mænd. Patriarken er en ældre herre og svag til bens. Tre gange går man i procession rundt om graven. Herefter Efter afklædes patriarken, således at han kun er iført en hvid kjortel. Dette skal symbolisere ydmyghed foran det store tegn, han skal være kronvidne til. Alle olielamper har været slukkede fra aftenen i forvejen, og nu slukkes også det elektriske lys, sådan at der bliver næsten helt mørkt i kirken. Den eneste lyskilde er de solstråler, der finder vej gennem den nyrestaurerede kuppel. Voksforseglingen fjernes fra døren til graven, og døren åbnes. Med to store slukkede stearinlys går patriarken ind i gravkapellet – først ind i det lille forrum og derfra ind i selve graven. Det er ikke muligt at følge med i, hvad der sker inde i graven, og vi må lade patriarken selv tale.

“Deres Salighed, hvad sker der, når De går ind i graven?

Jeg går ind i graven og finder vej gennem mørket til det inderste kammer, hvor jeg falder på knæ i ærefrygt foran det sted, hvor Kristus lå efter sin død. At bede her er i sig selv for mig altid et meget helligt øjeblik på et meget helligt sted. Det er herfra han opstod i herlighed og det er herfra han spredte sit lys til verden. Apostelen Johannes skriver, at han er verdens lys, og foran hans grav bringes man helt tæt på hans herlige opstandelse, der for os er en virkelighed og ikke kun en myte. ((Katolikker og protestanter kalder denne kirke for gravkirken. Vi kalder den for Opstandelseskirken. Opstandelsen er for os det mest centrale i vores tro. I opstandelsen har Kristus vundet sin endegyldige sejr over døden, ikke bare for sig selv, men for alle dem, der vil forblive ham nær.))

At det er netop på dette sted, at det mirakuløse lys kommer, tror jeg ikke er nogen tilfældighed. I Mattæusevangeliets (Matt. 28,3) læser vi i forbindelse med Jesu opstandelse, at en engel kom til syne, klædt i lynild. Jeg tror personligt, at det lys, der omgav engelen ved Jesu opstandelse, er det samme lys, der kommer til os på mirakuløs måde hver påskelørdag. Kristus vil minde os om, at hans opstandelse er en realitet, og at han virkelig kom til verden for gennem sin død og opstandelse at yde det offer, der skulle til for at mennesket kan blive forenet med sin skaber.

Blåt lys

Foran graven fremsiger jeg nogle bønner, vi har fået overleveret igennem mange hundrede år, og når jeg har gjort det venter jeg. Nogen gange kan der gå et par minutter, men normalt sker underet umiddelbart efter, jeg har sagt bønnerne. Fra selve den sten, hvor Jesus lå, udgår der et udefinerbart lys. Det er blåt i sin grundfarve, men har mange afskygninger – det kan ikke beskrives med menneskelige termer. Lyset løfter sig ud af stenen, ligesom tåge kan stige op af en sø – det ser nærmest ud som om, stenen bliver dækket af en fugtig sky, men det er samtidig lys. Dette lys bevæger sig i hvert år på forskellig måde. Nogen gange dækker det blot stenen, andre gange kan det oplyse hele graven, så at også folk, der står uden for graven og ser ind i den, kan se hele graven fyldt med lys. Lyset brænder ikke – der er aldrig gået ild i mit skæg, alle de 22 år, jeg har været patriark i Jerusalem og har modtaget den Hellige Flamme. Lyset er af en ganske anden beskaffenhed end normalt lys, der brænder i en olielampe.

På et tidspunkt samles dette lys nu i en søjle, og her ændrer lyset karakter, sådan at jeg kan tænde mine stearinlys på lyssøjlen. Når jeg har fået flammen og mine to stearinlys brænder, går jeg ud og giver flammen først til den armenske patriark og siden til den koptiske. Herefter går jeg ud af kapellet og giver flammen til alle i kirken.

Miraklets symbolske betydning

Hvordan oplever De selv miraklet og hvilken betydning har det for deres åndelige liv?

Underet gør hvert eneste år lige stort indtryk på mig. Det er hver gang en dybere omvendelse for mig. Det er for mig en stor trøst at tænke på Kristi trofasthed, at han hvert eneste år giver dette mirakel, til trods for menneskers svagheder. Vi oplever mange undere i vores kirker, og mirakler er noget forholdsvist naturligt for os. Det er ofte sket, at vore ikoner har grædt, ligesom vi har haft helgener, som Gud gav mange åndelige gaver til at hjælpe de troende. Men ingen af disse mirakler har en så gennemgribende og stærk symbolsk betydning som Det Hellige Lys’ mirakel. Miraklet er den stadige guddommelige bekræftelse og påmindelse på Kristi opstandelse, og det er Kristi opstandelse, vi fejrer som det helt centrale i vores tro. Underet er næsten som et sakramente. Det gør Kristi opstandelse så nærværende for os, som var han opstået fra de døde for få år siden”.

Mens patriarken er inde i kapellet og knæler foran stenen, hersker der mørke udenfor, men absolut ikke stilhed. Der er en ganske højlydt mumlen og stemningen er utrolig spændt. Når patriarken kommer ud, udbryder der et jubelskrig, som er at sammenligne med når der scores til en fodboldkamp.

Miraklet vækker tro

Miraklet berører imidlertid mere end det, der sker inde i det lille gravkammer, hvor patriarken beder. Hvad der måske er lige så betydeligt, er, at den blå flamme ikke er begrænset til gravkammeret. Hvert år oplever troende uden for det lille gravkapel, at det mirakuløse lys tilsyneladende af egen kraft og initiativ sætter ild på de stearinlys, de holder i hænderne. Eksistens kunne ikke selv være vidner til nogle af disse spontane antændelser. Vi stod oppe i kuplen, godt 15 m. over kirkegulvet, hvor folk ventede. Men efter hvad vi kunne erfare, skete det også i 1998, i år i særlig grad for en gruppe russiske pilgrimme, der befandt sig på Golgata, mens patriarken var inde i gravkapellet. Ofte siges olielamper at tænde forskellige steder i kirken, til tider på de mest utilgængelige steder. Pilgrimme beretter at have set den blå flamme bevæge sig forskellige steder i kirken. Eksistens er endvidere i besiddelse af en række signerede vidnesbyrd fra pilgrimme, der i tidligere år enten oplevede den blå flamme eller hvis stearinlys tændte af sig selv.

For et af disse vidner, Arkimedes Pendaki, var underet den impuls, der i sidste ende førte til, at ham blev præst. Arkimedes var i årene op til påsken 1983 gledet længere og længere bort fra sin families ortodokse tro, og gik kun sjældent i kirke. Hans mor, der var meget troende, fik ham overbevist om at han skulle tage med til Jerusalem og være til stede ved det Hellige Lys’ ceremoni. Mens de to stod i gravkirken under Lysmirakelceremonien skete det, at hans mors lys tændte af sig selv for begges øjne. Arkimedes blev først rasende og beskyldte hende for at have lavet et eller andet nummer med ham, selvom han inderst inde var overbevist om, at det ikke var tilfældet. Underet blev imidlertid ved at nage i ham, indtil han ikke kunne holde det ud længere, og måtte udforske sin egen tro til bunden. Han rejste til klosterøen Athos og besluttede efter en årrække at uddanne sig til ortodoks præst. Af sådanne personlige vidnesbyrd gives der mange. Den person, der oplever miraklet på ganske nær hold, dvs. enten selv får flammen på sit stearinlys eller ser det blå lys i kirkerummet, er som regel berørt af underet på en sådan måde, at vedkommendes trosliv fordybes, så der altid vil være et “før og efter” Lysmiraklet i Jerusalem.

Ukendt i Vesten

Man kan nu spørge sig selv, hvorfor Lysmiraklet er så totalt ukendt i Vesteuropa. I de protestantiske lande kan det forklares ved, at man ikke har nogen synderlig forventning om og tradition for mirakler og at man ikke rigtig ved, hvor man skal indpasse dem. Men i de katolske lande er der en stor forventning om og interesse for mirakler og guddommelige tegn. Hvorfor får en så grænseoverskridende hændelse ingen større pressedækning? Her synes der kun at være en rimelig forklaring – kirkepolitik. Det er alene de ortodokse kirker, der deltager i ceremonierne omkring Lysmiraklet. Det sker kun på de ortodokse kirkers påskedato og uden deltagelse af nogen katolske autoriteter. Dette udlægges af nogen ortodokse som, at Gud hermed vil vise, at alene den ortodokse kirke er den sande kirke på jorden, hvilket nok kan vække en vis bekymring i den katolske lejr.

Argumenter for og imod miraklets autenticitet

Kritikere vil vide, at patriarken har en lighter gemt inde i gravkapellet og at det hele er snyd. Disse kritikere har imidlertid en række problemer: Tændstikker og anden form for antændelsesværktøj – for ikke at tale om lightere – er nye opfindelser. For få hundrede år siden var det, at tænde et bål eller en olielampe en besværlig proces, der tog tid. Langt mere tid end de få minutter patriarken er inde i graven inden han kommer ud med de tændte stearinlys. Man kunne måske sige, han havde en lampe inde i graven, fra hvilken han tændte sine lys, men også det kan afvises. For de uvildige personer, der forsegler graven, har inden den lukkes, været inde og checke, at der ikke er lys af nogen art i gravkammeret.

Det største argument mod et falsum er imidlertid ikke de skiftende patriarkers vidneudsagn. Det største problem er de tusindvis af vidnesbyrd fra pilgrimme, der alle har oplevet, at det blå lys kom til dem personligt og satte ild på de stearinlys, de holdt i hænderne. Efter hvad Berlingske har kunnet erfare, har det hidtil ikke været muligt at filme en af olielamperne eller et af de mange stearinlys tænde af sig selv, men vi er i besiddelse af en kopi af en video, filmet af en ung ingeniør fra Bethlehem, Souhel Nabdiel. Souhel befandt sig under Lysmirakel-ceremonien i 1996 på en balkon i kuplen sammen med en russisk-ortodoks nonne og fire andre troende. Nonnen stod til høje for Souhel. På videoen ser man, hvordan han filmer ned på kapellet. Alt lys slukkes – det er tid til at patriarken går ind og henter flammen. Inden han har nået at komme ud hører man pludselig et højlydt udbrud af forundring fra nonnen, der står ved siden af Souhel. Man ser, hvordan kameraet begynder at ryste og man hører de andre fire, der er tilstede på balkonen, tale samtidigt med høje stemmer om et eller andet, der er sket. Kameraet drejer til højre, og her ser man nu årsagen til udråbene: Det store stearinlys, nonnen holdt i sine hænder, tændte af sig selv for øjnene af de tilstedeværende – inden patriarken var nået at komme ud af gravkapellet. Med rystende hænder holder hun lyset alt imens hun igen og igen gør korsets tegn over det, hun har oplevet. Denne video er måske noget af det nærmeste, man kommer til en filmoptagelse af underet.

Miraklet er som miraklet altid har været – det vil altid være omgivet af noget uforklarligt, det vil aldrig kunne bevises. Som ærkebiskop Alexis af Tiberias sagde til Eksistens: “Miraklet er aldrig blevet filmet og kan det sikkert heller ikke. Mirakler kan ikke bevises. Der er altid behov for et moment af tro for, at miraklet kan bære frugt i den troendes liv. Miraklet i kristen sammenhæng har altid et formål, at udbrede Guds nåde i verden. Og denne udbredelse af Guds nåde kan ikke ske uden tro hos mennesket.”

Den mirakuløse flamme er hellig.

I de bibelske skrifter skildres store mirakuløs hændelser og Guds nærvær ofte i sammenhæng med manifestationer af lys. Om Moses’ møder med Jahve på Sinajs bjerg hedder det: “Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn”. (2. Mos. 19, 18) Og senere “For israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende ild på bjergets top” (2. Mos. 24,17). Guds herlighed og nærvær sættes i forbindelse med ild, med lys. Efter Moses har stået ansigt til ansigt med Gud, skinner hans ansigt så kraftigt, at han ender med at lægge et slør over det, som han kun fjerner, når han igen skal tale med Gud (2. Mos. 34, 29 ff). Da Jesus forklares for disciplenes øjne på Tabor-bjerget, “ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide” (Lk. 9,29). Efter Jesu opstandelse møder kvinderne ved graven “to mænd i lysende klæder” (Lk. 24, 4) Lyset og Guds vældige gerninger går altid hånd i hånd

Af de store kirkefædre blev lys anset for at være et synonym for Gud, særlig for Guds kærlighed. Således skriver en af de berømteste af dem, Gregor den store (530-604): “Gud kaldes lys fordi han omfavner sin kærligheds flammer – de sjæle, i hvilke han har taget bolig”. På samme måde opfatter… De ortodokse opfatter lysmiraklet i Jerusalem som en stor manifestation af Guds kraft, men ikke nok med det – miraklet er en manifestation af Guds nærvær. Ligesom lyset i de bibelske skrifter udspringer fra Guds nærvær, på samme måde opfattes lyset i Gravkirken at have væsensforbindelse med Gud selv. Flammen er hellig. Den indeholder velsignende kraft. Pilgrimmene kører hænderne hen over flammen – frem og tilbage – og stryger sig siden over ansigtet med hænderne, der har rørt flammen. Efter flammen er blevet spredt i hele kirken, bæres den af alle troende rundt til hjemmene i Israel. Alle de troende har gjort en lampe klar i hjemmene, der kan modtage flammen, som man bevarer i ugevis. Også fra Grækenland kommer man med særlige lanterne, der kan tåle blæst med hvilke man bærer flammen hjem til de græske øer.

Lysmiraklet historie

Kirkehistorikeren Eusebius skriver i sit værk Vita Constantini fra omkring år 328 om en interessant hændelse i Jerusalem. Vi befinder os i påsken i året 162. Da man skal til at gøre olielamperne klar til at blive tændt for at symbolisere Kristi opstandelse, opdager man pludselig, at der ikke er mere olie tilbage til at hælde i lamperne. Biskop Narkissos byder da at man skal lade lamperne fylde med vand, hvorpå han giver ordrer om, at de skal tændes. Foran alles øjne brænder hver enkelt lampe, som var der tale om ren olie. Dette under, dateret før Gravkirkens opførelse i midten af det 4. årh., sættes af de ortodokse i forbindelse med miraklet i Gravkirken. Der er ikke nogen direkte forbindelse med Lysmirakel-ceremonien, og det mirakel, der gengives hos Eusebius. Det sidste var en engangshændelse, underet i Gravkirken gentages. Alligevel er der den forbindelse, at der er ild, hvor der ikke burde kunne være det, og denne ild sættes i forbindelse med Guds indgriben.

Omkring år 388 foretager Etheria, en fornem kvinde fra Spanien, en rejse til Palæstina. I sin rejsebeskrivelse beretter hun om en ceremoni, ved gravkapellet, hvor det hedder, at der fra gravens indre udgår (ejicitur) et lys, hvorved der bliver et uendeligt lys i kirken (lumen infinitum). Det er ikke klart, om der refereres til en mirakuløs hændelse, eller om det er biskoppen, der rækker lyset ud fra gravens indre, hvor der er en stedsebrændende olielampe. Derimod bliver tingene helt klare i den næste væsentlige kilde, munken Bernhards rejsebeskrivelse fra omkr. år 870. Her hedder det helt tydeligt om påskelørdag i gravkirken, at der, efter menigheden har sunget “Kyrie Eleison”, sker det, at en engel kommer og tænder de lamper, der hænger over gravbænken, hvorpå patriarken giver flammen til biskopperne og alle i kirken. I 926 rejser den arabiske historiker Ma’sûdi til Palæstina, og i hans beretning bliver tingene endnu klarere: Her heddder det om påskelørdag, at de kristne mødes fra hele landet, for på den dag kommer ild fra himlen og tænder lysene. Alt som pilgrimsrejser til Palæstina bliver stadig hyppigere, vokser antallet af kilder, der beretter om underet, og det kan følges uden stop til vore dage.

En engelsk krønikeskriver, Gautier Vinisauf, skriver om en interessant hændelse, forbundet med lysunderet i 1192. I 1187 indtoges Jerusalem af Saracenerne under ledelse af sultan Salah ad-Dîn. I 1192 ønskede denne at være til stede ved ceremonien, selvom han ikke var kristen. “Lyset kom pludseligt og alle tilstedeværende var dybt bevægede. De kristne gav udtryk for deres glæde ved at prise Guds storhed, Saracenerne derimod mente, at lyset, de havde set komme, var et nummer. Salah ad-Dîn ønskede at afsløre snyderiet og sørgede for, at lampen, der havde tændt, blev slukket, men lampen tændtes igen med det samme. Han lod den slukke en anden gang og en tredje gang, men lampen tændtes umiddelbart igen. Derpå skreg sultanen i profetisk henrykkelse: “Ja, snart skal jeg dø, eller også skal jeg miste Jerusalem”. Denne profeti gik i opfyldelse, for Salah ad-Dîn døde den følgende faste”. Foran hans øjne kom lyset og tændte lamperne. De kristne sang af glæde, men Saracenerne troede, der var tale om et nummer. Salah ad-Dîn gik derfor hen til den største lampe, der var blevet tændt på mirakuløs måde, og slukkede lyset. Foran hans øjne flammede den op igen. Han slukkede den igen, og atter tændtes lyset af sig selv. En tredje gang slukkede han lampen og atter gik der ild i den. I rædsel over det, han havde set, råbte han med høj røst: Ja, snart skal jeg dø, eller også skal jeg miste Jerusalem!. Denne profeti gik i opfyldelse, for Salah ad-Dîn døde året efter.

Kilder:

Otto Meinardus, The Ceremony of the Holy Fire in the Middle Ages and to-day, Bulletin de la Société d’Archéologie Copte, 16, 1961-2, p. 242-253

Dr. Gustav Klameth, Das Karsamstagsfeuerwunder der heiligen Grabeskirche, Wien, 1913.

NIELS CHRISTIAN HVIDT, DAS WUNDER DES HEILIGEN FEUERS VON JERUSALEM – VIDEO – German

http://edelweissofmyheart.wordpress.com

http://christisrisenindeedheisrisen.wordpress.com

CHRIST IS RISEN! INDEED, HE IS RISEN!

EDELWEISS OF MY HEART

10013908_483969775062539_963738007_n.jpg

Heiligen Feuers, 2015

holy-fire

Orthodox Christian worshippers take part in the Holy Fire ceremony at the Church of the Holy Sepulchre in Jerusalem's Old City during the Easter holiday. April 14, 2012. Photo by Uri Lenz/FLASH90 *** Local Caption *** ôñçà ùáú äàåø éøåùìéí ðöøåú ëðñééú ä÷áø ðø ðøåú àåø

Niels Christian Hvidt, Das Wunder des Heiligen Feuers von Jerusalem

Quelle:

http://www.holyfire.org

http://www.holyfire.org/file/Deutsh_Das_Wunder_des_Heiligen_Feuers.htm

HOLY FIRE

“Am Heiligen Samstag sammeln sich die Gläubigen in großenGruppen in der Grabeskirche, da an diesem Tag Feuer vom Himmel herabkommt unddie Lampen in der Kirche entzündet.” So liest man in einem der vielenOsterreiseführer des Heiligen Landes.

“Das Wunder des heiligen Feuers” ist den orthodoxen Christen als das”größte aller christlichen Wunder” bekannt. Es findet jedes Jahr zur selben Zeit, aufdie selbe Art und am selben Ort statt. Von keinem anderen Wunder ist bekannt,dass es mit einer solchen Regelmäßigkeit und für so einegroße Zeitspanne geschieht. Man kann über dieses Wunder bereits inQuellen aus dem achten Jahrhundert lesen. Das Wunder ereignet sich in derGrabeskirche in Jerusalem, für Millionen von Gläubigen der heiligsteOrt auf der Erde. Die Grabeskirche selbst ist ein rätselhafter Ort.Theologen, Historiker und Archäologen nehmen an, dass die Kirche sowohlGolgatha, den kleinen Hügel, auf dem Jesus Christus gekreuzigt wurde, alsauch das “neue Grab”, nahe bei Golgatha, wo sein Leichnam, wie in denEvangelien beschrieben, bestattet wurde, enthält. Die Christen glauben,dass er genau an diesem Ort von den Toten auferstanden ist.

Das Wunder lässt sich durch die Jahrhunderte in den vielenReiseberichten des Heiligen Landes verfolgen. Der russische Priester Danielbeschreibt das “Wunder des heiligen Feuers” und die es umrahmenden Zeremoniensehr detailliert in seiner Reisebeschreibung aus den Jahren 1106/07. Ererinnert sich darin, wie der Patriarch die Grabeskapelle (Anastasis) mit zweinicht brennenden Kerzen betritt. Er kniet vor dem Stein auf den Christus nachseinem Tode aufgebahrt wurde und sagt bestimmte Gebete, worauf das Wundergeschieht. Licht geht aus dem Inneren des Steines hervor – ein blaues, undefinierbares Licht, dass nach einiger Zeit Öllampen, sowie die zwei Kerzen des Patriarchen entzündet. Das Lichtist “das Heilige Feuer” und breitet sich zu allen Menschen, die sich in derKirche aufhalten, aus. Die Zeremonie um “Das Wunder des Heiligen Feuers” istwohl die älteste, unverändert praktizierte christliche Zeremonie inder Welt. Seit dem vierten Jahrhundert bis zum heutigen Tage berichtenverschiedenste Quellen von seiner Ehrfurcht einflössenden Kraft. Ausdiesen Quellen geht hervor, dass das Wunder durch die Jahrhunderte immer amselben Ort, dem selben Feiertag und im selben liturgischen Rahmen gefeiertwurde. Man kann sich fragen, ob es auch im Jahr 1998 geschehen würde.

Um dies heraus zu finden, bin ich nach Jerusalem gereist, um bei derZeremonie während der “Das Wunder des Heiligen Feuers” geschieht, anwesendzu sein. Ich kann bezeugen, dass es nicht nur in der antiken Kirche undwährend des Mittelalters, sondern auch am 18. April 1998 geschah. Dergriechisch-orthodoxe Patriarch von Jerusalem. Diodorus I. ist der Mann, derjedes Jahr das Grab betritt, um das Heilige Feuer zu empfangen. Er istPatriarch von Jerusalem seit 1982 und somit der Kronzeuge für das Wunder.Vor der diesjährigen Zeremonie empfing uns der Patriarch zu einerPrivataudienz, bei der ich die Möglichkeit hatte, mit ihm über dasWunder zu sprechen um herauszufinden, was genau im Grab passiert und was dasWunder für ihn persönlich bedeutet. Weiterhin bekam ich durch seineHilfe die Erlaubnis, den Balkon der Grabeskirche zu betreten, von dem aus icheinen guten Überblick über die in Erwartung des “Großen Wundersdes Heiligen Feuers” um das Grab versammelte Menge hatte.

Was genau passiert in der Grabeskirche am Oster-Samstag? Warum hat dasWunder so einen starken Einfluss auf die orthodoxe Tradition? Warum scheint esso, als ob niemand in den katholischen und protestantischen Ländern etwasüber das Wunder gehört hat?

Eine der berühmtesten Zeremonien der orthodoxen Kirche

Das Wunder geschieht jedes Jahr am orthodoxen Ostersamstag. Es gibtviele Arten von orthodoxen Christen: syrische, armenische, russische undgriechisch-orthodoxe, sowie die Kopten. In der Grabeskirche gibt es alleinsieben verschiedene Denominationen. Das Datum des orthodoxen Osterfestesrichtet sich nach dem Julianischen Kalender und nicht nach dem in Westeuropaüblichen Gregorianischen Kalender. Dies hat zur Folge, dass das orthodoxeOsterfest auf ein anderes Datum fällt, als das protestantische undkatholische.

Seitdem Konstantin der Große Mitte des vierten Jahrhunderts dieheilige Grabeskirche errichten ließ, wurde sie viele Male zerstört.Die Kreuzfahrer bauten die Kirche, wie wir sie heute sehen können. UmJesus Grab wurde eine kleine Kapelle mit zwei Räumen errichtet – einkleiner Raum vor dem Grab und der Grabraum selber, in den nicht mehr alsfünf Leute passen. Diese Kapelle ist der Mittelpunkt der wunderbarenEreignisse. An keinem anderen Tag ist die heilige Grabeskirche so gefüllt,wie am Ostersamstag. Wer in die Kirche eintreten möchte, muss mit bis zusechs Stunden Wartezeit rechnen. Wegen des großen Andrangs, schaffen esjedes Jahr mehrere hundert Menschen überhaupt nicht bis in die Kirche.Pilger von allen Enden der Erde kommen, die Mehrheit aus Griechenland, in denletzten Jahren ein zunehmender Anteil aus Russland und den ehemaligenOstblockländern.

Um dem Grab so nah wie möglich zu sein, kampieren Pilger inErwartung des Wunders um die Grabeskapelle schon ab dem Nachmittag desKarfreitags. Das Wunder ereignet sich um 14:00 Uhr, aber bereits gegen elf Uhrist die Kirche wie ein siedender Kessel.

Die Feier

Von etwa elf Uhr bis um 13:00 Uhr singen die arabischen lauthalstraditionelle Lieder. Diese Lieder gehen auf die türkische Besatzung vonJerusalem im 13. Jahrhundert zurück, einer Zeit, in der die Christen ihreLieder ausschließlich innerhalb ihrer Kirchen singen durften. “Wir sinddie Christen, das sind wir seit Jahrhunderten und wir werden das für immerund ewig sein. Amen!” singen sie aus voller Kehle, von Trommeln begleitet. DieTrommler werden dabei von anderen auf den Schultern getragen, die wild um dieGrabeskapelle herumtanzen. Aber um 13:00 Uhr klingen die Lieder aus und danachherrscht Stille – eine gespannte, geladene Stille, elektrisiert von derErwartung der großen Manifestation von Gottes Kraft die alle erfahrenwerden.

Um 13:00 Uhr schiebt sich eine Delegation der lokalen Autoritätendurch die Menge. Obwohl diese Offiziellen keine Christen sind, sind sie dochTeil der Zeremonie. In der Zeit der türkischen Besatzung Palästinaswaren sie moslemische Türken, heute sind sie Israelis. Seit Jahrhundertenist die Anwesenheit dieser Offiziellen integraler Bestandteil der Zeremonie,denn sie repräsentieren die Römer aus der Zeit Jesu. Die Evangelienberichten von Römern, die das Grab Jesu versiegelten, so dass seineJünger den Leichnam nicht stehlen konnten, um nachher zu behaupten, erwäre auferstanden. Genauso versiegeln heute die israelischenAutoritäten das Grab mit Wachs. Vor dem versiegeln der Tür ist esüblich dass sie das Grab nach versteckten Feuerquellen durchsuchen, diedas Wunder durch Betrug ermöglichen würden. Genau wie damals dieRömer garantierten, dass es nach dem Tode Jesu keine Manipulationen gab,garantieren heute die israelischen Vertreter, dass 1998 nicht betrogen wird.

Das Zeugnis des Patriarchen

Nachdem das Grab überprüft und versiegelt wurde, singt dieganze Kirche das Kyrie Eleison (Herr,erbarme Dich). Um 13:45 Uhr betritt der Patriarch die Szenerie. An der Spitzeeiner großen Prozession umkreist er das Grab dreimal, wonach er seinerliturgischen Kleider entledigt wird, bis auf ein weißes Gewand, dass erals ein Zeichen von Demut vor der großen Kraft Gottes trägt, die ernun erfahren wird. Alle Öllampen sind bereits in der vorherigen Nachtgelöscht worden und nun verlöschen alle übrigen künstlichenLichtquellen, so dass ein Grossteil der Kirche in Dunkelheit gehüllt ist.Mit zwei großen Kerzen betritt der Patriarch die Grabeskapelle – zuerstden kleinen Raum vor dem Grab und dann das Grab selber. Es ist unmöglich,die Ereignisse im Grab zu verfolgen, deshalb habe ich den Patriarchen vonJerusalem, Diodorus, über das Geschehen dort befragt:

“Eure Seligkeit, was passiert, wenn ihr die Heilige Grabeskapelle betretet?”

“Ich betrete das Grab und knie in heiliger Furcht vor dem Platz nieder,auf den Jesus nach seinem Tode gebettet wurde und von dem er von den Totenwieder auferstanden ist. In der Heiligen Grabeskapelle selber zu beten, istfür mich immer ein sehr heiliger Moment an einem sehr heiligen Ort. Vonhier aus ist Er in Herrlichkeit auferstanden, und von hier aus hat er seinLicht in alle Welt verbreitet. Johannes schreibt im ersten Kapitel seinesEvangeliums, dass Jesus das Licht der Welt ist. Kniend in der unmittelbarenNähe des Ortes, von dem Er von den Toten auferstanden, wird man in derunmittelbare nähe seiner glorreichen Auferstehung gebracht. Katholiken undProtestanten nennen diese Kirche “die Grabeskirche”. Wir nennen sie “dieAuferstehungskirche”. Die Auferstehung Christus ist für uns Orthodoxe dasZentrum unseres Glaubens. Durch Seine Auferstehung hat Christus denendgültigen Sieg über den Tod errungen, nicht nur über seinenTod, sondern auch über den Tod aller die nahe bei Ihm stehen werden.

Ich glaube, dass es kein Zufall ist, dass das Heilige Feuer genau andiesem Ort herabkommt. Bei Matthäus 28,3 steht, dass bei ChristusAuferstehung ein Engel erschienen ist, der in ein furchterregendes Lichtgekleidet war. Ich glaube, dass dieses Licht, das den Engel während JesuAuferstehung umhüllt hat, das selbe Licht ist, das auf eine wunderbareWeise jeden Ostersamstag erscheint. Christus will uns erinnern, dass seineAuferstehung Realität ist und nicht nur ein Mythos; er kam wirklich in dieWelt um durch seinen Tod und seine Auferstehung das notwendige Opfer zu bringen,damit dem Menschen die Wiedervereinigung mit seinem Schöpferermöglicht würde.”

Das Blaue Licht

“Ich suche meinen Weg bis in den Grabraum in der Dunkelheit und falleauf die Knie. Hier spreche ich bestimmte Gebete, die uns durch Jahrtausendeüberliefert wurden und warte dann. Manchmal warte ich ein paar Minuten,aber meistens passiert das Wunder gleich nachdem ich gebetet habe. Aus demInnern des Steins, auf dem Jesus aufgebahrt wurde, entweicht einunbeschreibbares Licht. Normalerweise hat es eine blaue Nuance, aber die Farbekann sich ändern und kann viele Töne annehmen. Mann kann es mitmenschlichen Worten nicht beschreiben. Das Licht steigt aus dem Stein empor, sowie Nebel aus einem See. Es sieht fast so aus, als ob der Stein von einer Wolkeumgeben ist, aber es ist Licht. Das Licht verhält sich jedes Jahrunterschiedlich, manchmal bedeckt es nur den Stein, ein andermal leuchtet derganze Grabraum, so dass die Menschen, die in der Kirche warten, das Grab vonLicht erfüllt sehen. Das Licht brennt nicht- ich habe mir in dem 16Jahren, in denen ich nun Patriarch von Jerusalem bin und das heilige Lichtempfange, noch nie den Bart verbrannt. Das Licht hat eine andere Konsistenz alsdas Feuer, das in den Öllampen brennt.”

“An einem bestimmten Punkt steigt das Licht empor und bildet eineSäule, in der das Feuer sich anders verhält, so dass ich meine Kerzenanzünden kann. Nachdem ich das Feuer empfangen habe, gehe ich nachdraußen und gebe das Feuer zuerst dem armenischen und dann dem koptischenPatriarchen und dann allen Menschen, die sich in der Kirche befinden.”

Die Symbolische Bedeutung des Wunders

“Wie erleben Sie das Wunder und was bedeutet es für Ihrspirituelles Leben?”

“Das Wunder bewegt mich jedes Jahr aufs neue tief. Jedes mal bedeutetes einen weiteren Schritt zu meiner Bekehrung. Für mich persönlichist es ein großer Trost, Christus Treue zu uns zu erleben, die Er dadurchbeweist, dass Er uns das Licht jedes Jahr trotz unserer Schwächen undVersagen wieder sendet. Wir erleben viele Wunder in unsere Kirche, und Wundersind nichts Fremdes für uns. Es passiert oft, dass Ikonen weinen, wenn derHimmel uns zeigen will das er uns nahe ist; wir haben auch Heilige, denen Gottviele geistige Gaben schenkt. Keines dieser Wunder hat jedoch so einedurchdringende und symbolische Bedeutung für uns, wie das Wunder des Heiligen Lichtes. Das Wunderist beinahe wie ein Sakrament. Es vergegenwärtigt die AuferstehungChristi, als ob sie nur vor ein paar Jahre n geschehen wäre.”

Während der Patriarch in der Kapelle vor dem Grab kniet, ist eszwar stockdunkel draußen, aber deswegen herrscht noch lange keine Stille.Man hört ein lautes Murmeln, die Atmosphäre ist sehr gespannt. Wennder Patriarch mit den zwei brennenden Kerzen hervortritt, die die Dunkelheiterhellen, hallt ein lautes Jubeln in der Kirche wieder, vergleichbar mit demTorschrei bei einem Fußballspiel.

Das Wunder führt zum Glauben

Das Wunder beschränkt sich nicht nur auf das, was sich in derKapelle, wo der Patriarch betet abspielt. Was wahrscheinlich viel bedeutsamerist, sind Berichte darüber, dass das blaue Licht auch in der Kircheerscheint und “aktiv” ist. Jedes Jahr berichten immer wieder vieleGläubige, dass dieses wundersame Licht Kerzen, die sie in der Handhielten, ganz von selbst entzündete.

Jeder in der Kirche wartet mit Kerzen in der Hand, in der Hoffnung,dass sie sich spontan entzünden werden. Oft fangen erlöschteÖllampen vor den Augen der Pilger spontan an zu brennen. Man sieht, wiesich das blaue Feuer an verschiedene Stellen in der Kirche bewegt.

Eidesstattliche Erklärungen von Pilgern, deren Kerzen sichentzündeten, bezeugen die Authentizität dieser Entzündungen.

Die Person, die das Wunder aus der Nähe erlebt – entweder dadurch,dass sich eine Kerze in der Umgebung spontan entzündet, oder dadurch, dasssie das blaue Feuer sieht – verlässt Jerusalem als veränderterMensch. Für jeden, der an dieser Zeremonie teilnimmt, gibt es immerein”vor” und “nach dem Wunder desheiligen Feuers in Jerusalem”.

Unbekannt im Westen

Man kann sich fragen, warum das Wunder in Westen Europas fast unbekanntist. In den protestantischen Gebieten wäre eine möglicheErklärung, dass hier keine Tradition der Wunder existiert. Die Menschenwissen nicht, in welche “Schublade” sie das Wunder einordnen sollen, und dieMedien registrieren es nicht als solches. In der katholischen Welt jedoch gibtes eine starke Tradition und ein großes Interesse für Wunder, warum also ist es kaum bekannt?

Dafür reicht eine einzige Erklärung: Kirchenpolitik!

Nur die Orthodoxe Kirche feiert die Zeremonie, während das Wundergeschieht. Es ereignet sich nur während der orthodoxen Osterfeier, ohnedass katholische Geistliche teilnehmen. Einige orthodoxe Christen werten diesals einen Beweis, dass die orthodoxe Kirche die einzig legitime Kirche Christiin der Welt ist, und diese Sichtweise bereitet manchen katholischen KreisenSchwierigkeiten.

Die Frage der Authentizität

So wie bei anderen Wundern auch, gibt es Menschen, die der Auffassungsind, dass alles Betrug, und nichts als ein Meisterstück orthodoxerPropaganda ist. Sie glauben, dass der Patriarch eine Feuerquelle im Grab hat.Diese Kritiker sehen sich mit einer Reihe von Fragen konfrontiert.Streichhölzer und andere Feuerquellen sind relativ junge Erfindungen. Esist nur ein paar hundert Jahre her, als das Entzünden von Feuer war einelangwierige Angelegenheit war,die viellänger als die paar Minuten gedauert hat, die der Patriarch im Grabverbringt. Man könnte auch vermuten, dass sich eine versteckteÖllampe im Grab befindet, mit deren Hilfe die Kerzen entzündetwerden. Dem steht jedoch das Zeugnis der Offiziellen gegenüber, die dasGrab kontrolliert und nichts gefunden haben.

Das stärkste Argument gegen einen Betrug ist aber nicht dasZeugnis der Patriarchen.

Die Kritik muss sich den Tausenden von unabhängigen Zeugnissen derPilger, deren Kerzen sich spontan und ohne eine plausible Erklärungentzündet haben, stellen. Nach unseren Recherchen es war bisher nichtmöglich, das spontane Entzünden einer Kerze zu filmen. Ich bin aberim Besitz einer Videosequenz, dievondem jungen Ingenieur Souhel Nabdiel aus Bethlehem gefilmt wurde. Herr Nabdielhat seit seiner frühen Kindheit an der Zeremonie teilgenommen. Im Jahre1996 wurde er gebeten, die Zeremonie vom Balkon der Kirche aus zu filmen. Mitihm auf dem Balkon befanden sich noch eine Nonne und vier weitereGläubige. Die Nonne stand rechts von Herr Nabdiel. Auf dem Video kann mansehen, wie er zuerst die Menge unten in der Kirche aufnimmt. Als der Momentgekommen ist, an dem der Patriarch ins Grab eintritt, um das Heilige Feuer zuempfangen, erlöschen alle Lichter. Während der Patriarch sich noch imGrab befindet, hört man auf dem Video einen überraschten Aufschrei von der Nonne, die neben Herrn Nabdiel steht.

Die Videokamera beginnt zu wackeln, und man kann die aufgeregte Stimmender sich auf dem Balkon befindenden Gläubigen hören. Die Kamera drehtsich jetzt nach rechts, wo sich die Ursache der Aufregung befindet. Einegroße Kerze, die von der russischen Nonne gehalten wird, entzündetsich vor den Augen der Anwesenden, noch bevor der Patriarch aus dem Grab herausgekommen ist. Mit zitternden Händen hält sie die Kerze, währendsie sich immer wieder in Ehrfurcht vor der großen Macht, deren Zeugin siegerade geworden war, bekreuzigt. Diese Videosequenz scheint die besteerhältliche filmische Dokumentation des Wunders zu sein.

Wunder können nicht bewiesen werden

Das Wunder wird – wie alle Wunder – von unerklärlichen Faktorenbegleitet. Wie der ErzbischofvonTiberias, Alexios, gesagt hat, als ich ihm in Jerusalem getroffen habe:

“Das Wunder wurde nie gefilmt und wird wahrscheinlich auch nie gefilmtwerden. Wunder können nicht bewiesen werden. Glaube ist die Voraussetzung,damit ein Wunder Frucht im Leben einer Person bringt, und ohne diese Glaubengibt es keine Wunder im exakten Sinne.

Das wahre Wunder in der christlichen Tradition hat nur einen Sinn: Gotterweist seiner Schöpfung seine Gnade, und Gott kann diese Gnade nicht ohneden Glauben seiner Geschöpfe erweisen. Deshalb kann es kein Wunder ohneGlauben geben.”

Meinardus Otto: The ceremony of the Holy Fire in the Middle Ages andto-day.

Bulletin de la Societe d`Archeologie Copte, 16, 1961-2.242-253

Klameth, Dr. Gustav. Das Karsamstagfeuerwunder der heiligenGrabeskirche.

Wien,1913

Translator: Daniela Gaisler

button_ask_a_question3

LINK: HOLY FIRE – DESCRIPTION OF THE MIRACLE OF HOLY LIGHT (HOLY FIRE) THAT HAPPENS EVERY YEAR IN JERUSALEM

http://orthodoxyislove.wordpress.com

http://christisrisenindeedheisrisen.wordpress.com

CHRIST IS RISEN! INDEED, HE IS RISEN!

ORTHODOXY IS LOVE

sunburst.jpg

http://www.holyfire.org/eng/

Holy Fire

╰⊰¸¸.•¨*

Description of the miracle of Holy Fire (Holy Light)

that happens every year in Jerusalem

MARRIAGE: THE GREAT SACRAMENT – ELDER AIMILIANOS OF SIMONOPETRA MONASTERY, HOLY MOUNT ATHOS, GREECE

http://orthodoxsaintvalentine.wordpress.com

ORTHODOX SAINT VALENTINE

orthodox-marriage-graphic.jpg

4-russian-orthodox-ceremony

AIMILIANOS

Marriage: The Great Sacrament

by

Elder Aimilianos of Simonopetra Monastery,

Holy Mount Athos, Greece

Source:

http://www.pravoslavie.ru/english/

http://www.pravoslavie.ru/english/47495.htm

ORTHODOX CHRISTIANITY

On (June 25 / July 8), the Russian Orthodox Church celebrates Saints Peter and Febronius, and the nation celebrates an official “Day of “Family, Love, and Faithfulness.” To honor the day, we have posted a classic homily on this theme by Archimandrite Aimilianos of Simonopetra, Mount Athos from the website, Orthodox Christian Information Center. Fr. Aimilianos gives excellent advice not only to young people thinking about marriage, but also to married couples, who are carrying their saving cross in life, travelling together as one body to the Kingdom of Heaven.

Bride and groom during an orthodox wedding

Nobody would dispute that the most important day in a person’s life, after his birth and baptism, is that of his marriage. It is no surprise, then, that the aim of contemporary worldly and institutional upheavals is precisely to crush the most honorable and sacred mystery of marriage. For many people, marriage is an opportunity for pleasures and amusements. Life, however, is a serious affair. It is a spiritual struggle, a progression toward a goal—heaven. The most crucial juncture, and the most important means, of this progression is marriage. It is not permissible for anyone to avoid the bonds of marriage, whether he concludes a mystical marriage by devoting himself to God, or whether he concludes a sacramental one with a spouse.

Today we will concern ourselves primarily with sacramental marriage. We will consider how marriage can contribute to our spiritual life, in order to continue the theme of our previous talk.[1] We know that marriage is an institution established by God. It is “honorable” (Heb 13.4). It is a “great mystery” (Eph 5.32). An unmarried person passes through life and leaves it; but a married person lives and experiences life to the full.

One wonders what people today think about the sacred institution of marriage, this “great mystery”, blessed by our Church. They marry, and it’s as if two checking accounts or two business interests were being merged. Two people are united without ideals, two zeros, you could say. Because people without ideals, without quests, are nothing more than zeros. “I married in order to live my life”, you hear people say, “and not to be shut inside four walls”. “I married to enjoy my life”, they say, and then they hand over their children—if they have children—to some strange woman so they can run off to the theater, the movies, or to some other worldly gathering. And so their houses become hotels to which they return in the evening, or, rather, after midnight, after they’ve had their fun and need to rest. Such people are empty inside, and so in their homes they feel a real void. They find no gratification there, and thus they rush and slide from here to there, in order to find their happiness.

They marry without knowledge, without a sense of responsibility, or simply because they wish to get married, or because they think they must in order to be good members of society. But what is the result? We see it every day. The shipwrecks of marriage are familiar to all of us. A worldly marriage, as it is understood today, can only have one characteristic—the murder of a person’s spiritual life. Thus we must feel that, if we fail in our marriage, we have more or less failed in our spiritual life. If we succeed in our marriage, we have also succeeded in our spiritual life. Success or failure, progress or ruin, in our spiritual life, begins with our marriage. Because this is such a serious matter, let us consider some of the conditions necessary for a happy, truly Christian marriage.

In order to have a successful marriage, one must have the appropriate upbringing from an early age. Just as a child must study, just as he learns to think, and take an interest in his parents or his health, so too must he be prepared in order to be able to have a successful marriage. But in the age in which we live, no one is interested in preparing their children for this great mystery, a mystery which will play the foremost role in their lives. Parents are not interested, except in the dowry, or in other such financial matters, in which they are deeply interested.

The child, from an early age, must learn to love, to give, to suffer deprivation, to obey. He must learn to feel that the purity of his soul and body is a valuable treasure to be cherished as the apple of his eye. The character of the child must be shaped properly, so that he becomes an honest, brave, decisive, sincere, cheerful person, and not a half, self-pitying creature, who constantly bemoans his fate, a weak-willed thing without any power of thought or strength. From an early age, the child should learn to take an interest in a particular subject or occupation, so that tomorrow he will be in a position to support his family, or, in the case of a girl, also to help, if this is necessary. A woman must learn to be a housewife, even if she has an education. She should learn to cook, to sew, to embroider. But, my good Father, you may say, this is all self- evident. Ask married couples, however, and you’ll see how many women who are about to marry know nothing about running a household.

Once we reach a certain age, moreover, the choice of one’s life partner is a matter which should not be put off. Neither should one be in a hurry, because, as the saying goes, “quick to marry, quick to despair”. But one should not delay, because delay is a mortal danger to the soul. As a rule, the normal rhythm of the spiritual life begins with marriage. An unmarried person is like someone trying to live permanently in a hallway: he doesn’t seem to know what the rooms are for. Parents should take an interest in the child’s social life, but also in his prayer life, so that the blessed hour will come as a gift sent by God.

Naturally, when he comes to choose a partner, he will take to account his parents’ opinion. How often have parents felt knives piercing their hearts when their children don’t ask them about the person who will be their companion in life? A mother’s heart is sensitive, and can’t endure such a blow. The child should discuss matters with his parents, because they have a special intuition enabling them to be aware of the things which concern them. But this doesn’t mean that the father and mother should pressure the child. Ultimately he should be free to make his own decision. If you pressure your child to marry, he will consider you responsible if things don’t go well. Nothing good comes from pressure. You must help him, but you must also allow him to choose the person he prefers or loves—but not someone he pities or feels sorry for. If your child, after getting to know someone, tells you, “I feel sorry for the poor soul, I’ll marry him”, then you know that you’re on the threshold of a failed marriage. Only a person whom he or she prefers or loves can stand by the side of your child. Both the man and the woman should be attracted to each other, and they should truly want to live together, in an inward way, unhurriedly. On this matter, however, it is not possible to pressure our children. Sometimes, out of our love, we feel that they are our possessions, that they are our property, and that we can do what we want with them. And thus our child becomes a creature incapable of living life either married or unmarried.

Of course, the process of getting acquainted, which is such a delicate issue—but of which we are often heedless—should take place before marriage. We should never be complacent about getting to know each other, especially if we’re not sure of our feelings. Love shouldn’t blind us. It should open our eyes, to see the other person as he is, with his faults. “Better to take a shoe from your own house, even if it’s cobbled”, says the folk proverb. That is, it’s better to take someone you’ve gotten to know. And acquaintanceship must always be linked with engagement, which is an equally difficult matter.

When I suggested to a young woman that she should think seriously about whether she should continue her engagement she replied: “If I break it off, my mother will kill me”. But what sort of engagement is it, if there’s no possibility of breaking it off? To get engaged doesn’t mean that I’ll necessarily get married. It means that I’m testing to see whether I should marry the person I’m engaged to. If a woman isn’t in a position to break off her engagement, she shouldn’t get engaged, or, rather, she shouldn’t go ahead with the marriage. During the engagement, we must be especially careful. If we are, we will have fewer problems and fewer disappointments after the wedding. Someone once said that, during the period of getting to know me another, you should hold on to your heart firmly with both hands, as if it were a wild animal. You know how dangerous the heart is: instead of leading you to marriage, it can lead you into sin. There is the possibility that the person you’ve chosen sees you as a mere toy, or a toothbrush to be tried out. Afterwards you’ll be depressed and shed many tears. But then it will be too late, because your angel will have turned out to be made of clay.

Don’t choose a person who wastes his time at clubs, having good time, and throwing away his money on traveling and luxuries. Neither should you choose someone who, as you’ll find out, conceals his self-centeredness beneath words of love. Don’t choose a woman as your wife who is like gun powder, so that as soon as you say something to her, she bursts to flames. She’s no good as a wife.

Moreover, if you want to have a truly successful marriage, don’t approach that young woman or man who is unable to leave his or her parents. The commandment of Christ is clear: man leaves his father and mother, and is united to his wife” (Mk 10.7). But when you see the other person tied to his mother or father, when you see that he obeys them with his mouth hanging open, and is prepared to do whatever they tell him, keep well away. He is emotionally sick, a psychologically immature person, and you won’t be able to create a family with him. The man you will make your husband should be spirited. But how can he be spirited when he hasn’t realized, hasn’t understood, hasn’t digested the fact that his parents’ house is simply a flower-pot in which he was put, to be taken out later, and transplanted somewhere else?

Also, when you’re going to choose a husband, make sure that he’s not an uncommunicative type—in which case he’ll have no friends. And if today he has no friends, tomorrow he’ll find it difficult to have you as a friend and partner. Be on your guard against grumblers, moaners, and gloomy people who are like dejected birds. Be on your guard against those who complain all the time: “You don’t love me, you don’t understand me”, and all that sort of thing. Something about these creatures of God isn’t right. Also be on your guard against religious fanatics and the overly pious. Those, that is, who get upset over trivial things, who are critical of everything and hypersensitive. How are you going to live with such a person? It will be like sitting on thorns. Also look out for those who regard marriage as something bad, as a form of imprisonment. Those who say: But I’ve never in my whole life thought about getting married.

Watch out for certain pseudo-Christians, who see marriage as something sordid, as a sin, who immediately cast their eyes down when they hear anything said about it.[2] If you marry someone like this, he will be a thorn in your flesh, and a burden for his monastery if he becomes a monk. Watch out for those who think that they’re perfect, and find no defect in themselves, while constantly finding faults in others. Watch out for those who think they’ve been chosen by God to correct everyone else.

There is another serious matter to which you should also pay attention: heredity. Get to know well the father, the mother, the grandfather, the grandmother, the uncle. Also, the basic material prerequisites should be there. Above all, pay attention to the person’s faith. Does he or she have faith? Has the person whom you’re thinking of making the companion of your life have ideals? If Christ means nothing to him, how are you going to be able to enter his heart? If he has not been able to value Christ, do you think he will value you? Holy Scripture says to the husband that the wife should be “of your testament” (Mal 2.14), that is, of your faith, your religion, so that she can join you to God. It is only then that you can have, as the Church Fathers say, a marriage “with the consent of the bishop,”[3] that is, with the approval of the Church, and not simply a formal license.

Discuss things in advance with your spiritual father. Examine every detail with him, and he will stand by your side as a true friend, and, when you reach the desired goal, then your marriage will be a gift from God (cf. 1 Cor 7.7).God gives his own gift to each one of us. He leads one person to marriage and another to virginity. Not that God makes the choice by saying “you go here”, and “you go there”, but he gives us the nerve to choose what our heart desires, and the courage and the strength to carry it out.

If you choose your spouse in this way, then thank God. Bring him into touch with your spiritual father. If you don’t have one, the two of you should choose a spiritual father together, who will be your Elder, your father, the one who will remind you of, and show you God.

You will have many difficulties in life. There will be a storm of issues. Worries will surround you, and maintaining your Christian life will not be easy. But don’t worry. God will help you. Do what is within your power. Can you read a spiritual book for five minutes a day? Then read. Can you pray for five minutes a day? Pray. And if you can’t manage five minutes, pray for two. The rest is God’s affair.

When you see difficulties in your marriage, when you see that you’re making no progress in your spiritual life, don’t despair. But neither should you be content with whatever progress you may have already made. Lift up your heart to God. Imitate those who have given everything to God, and do what you can to be like them, even if all you can do is to desire in your heart to be like them. Leave the action to Christ. And when you advance in this way, you will truly sense what is the purpose of marriage. Otherwise, as a blind person wanders about, so too will you wander in life.

What then is the purpose of marriage? I will tell you three of its main aims. First of all, marriage is a path of pain. The companionship of man and wife is called a “yoking together” (syzygia), that is, the two of them labor under a shared burden. Marriage is a journeying together, a shared portion of pain, and, of course, a joy. But usually it’s six chords of our life which sound a sorrowful note, and only one which is joyous. Man and wife will drink from the same cup of upheaval, sadness, and failure. During the marriage ceremony, the priest gives the newly-weds to drink from the same cup, called the “common cup,”[4] because together they will bear the burdens of marriage. The cup is also called “union,”[5] because they are joined together to share life’s joys and sorrows.

When two people get married, it’s as if they’re saying: Together we will go forward, hand in hand, through good times and bad. We will have dark hours, hours of sorrow filled with burdens, monotonous hours. But in the depths of the night, we continue to believe in the sun and the light. Oh, my dear friends, who can say that his life has not been marked by difficult moments? But it is no small thing to know that, in your difficult moments, in your worries, in your temptations, you will be holding in your hand the hand of your beloved. The New Testament says that every man will have pain, especially those who enter into marriage.

“Are you free from a wife?”—which means, are you unmarried?—asks the Apostle Paul. “Then do not seek a wife. But if you do marry, you are not doing anything wrong, it is no sin. And if a girl marries, she does not sin, but those who marry will have hardships to endure, and my aim is to spare you” (1 Cor 7.27-28). Remember: from the moment you marry, he says, you will have much pain, you will suffer, and your life will be a cross, but a cross blossoming with flowers. Your marriage will have its joys, its smiles, and its beautiful things. But during the days of sunshine, remember that all the lovely flowers conceal a cross, which can emerge into your sunshine at any moment.

Life is not a party, as some people think, and after they get married take a fall from heaven to earth. Marriage is a vast ocean, and you don’t know where it will wash you up. You take the person whom you’ve chosen with fear and trembling, and with great care, and after a year, two years, five years, you discover that he’s fooled you.

It is an adulteration of marriage for us to think that it is a road to happiness, as if it were a denial of the cross. The joy of marriage is for husband and wife to put their shoulders to the wheel and together go forward on the uphill road of life. “You haven’t suffered? Then you haven’t loved”, says a certain poet. Only those who suffer can really love. And that’s why sadness is a necessary feature of marriage. “Marriage”, in the words of an ancient philosopher, “is a world made beautiful by hope, and strengthened by misfortune”. Just as steel is fashioned in a furnace, just so is a person proved in marriage, in the fire of difficulties. When you see your marriage from a distance, everything seems wonderful. But when you get closer, you’ll see just how many difficult moments it has.

God says that “it is not good for the man to be alone” (Gen 2.18), and so he placed a companion at his side, someone to help him throughout his life, especially in his struggles of faith, because in order to keep your faith, you must suffer and endure much pain. God sends his grace to all of us. He sends it, however, when he sees that we are willing to suffer. Some people, as soon as they see obstacles, run away. They forget God and the Church. But faith, God, and the Church, are not a shirt that you take off as soon as you start to sweat.

Marriage, then, is a journey through sorrows and joys. When the sorrows seem overwhelming, then you should remember that God is with you. He will take up your cross. It was he who placed the crown of marriage on your head. But when we ask God about something, he doesn’t always supply the solution right away. He leads us forward very slowly. Sometime[s] he takes years. We have to experience pain, otherwise life would have no meaning. But be of good cheer, for Christ is suffering with you, and the Holy Spirit, “through your groanings is pleading on your behalf” (cf. Rom 8.26).

Second, marriage is a journey of love. It is the creation of a new human being, a new person, for, as the Gospel says, “the two will be as one flesh” (Mt 19.5; Mk 10.7). God unites two people, and makes them one. From this union of two people, who agree to synchronize their footsteps and harmonize the beating of their hearts, a new human being emerges. Through such profound and spontaneous love, the one becomes a presence, a living reality, in the heart of the other. “I am married” means that I cannot live a single day, even a few moments, without the companion of my life. My husband, my wife, is a part of my being, of my flesh, of my soul. He or she complements me. He or she is the thought of my mind. He or she is the reason for which my heart beats.

The couple exchanges rings to show that, in life’s changes, they will remain united. Each wears a ring with the name of the other written on it, which is placed on the finger from which a vein runs directly to the heart. That is, the name of the other is written on his own heart. The one, we could say, gives the blood of his heart to the other. He or she encloses the other within the core of his being.

“What do you do?” a novelist was once asked. He was taken aback. “What do I do? What a strange question! I love Olga, my wife”. The husband lives to love his wife, and the wife lives to love her husband.

The most fundamental thing in marriage is love, and love is about uniting two into one. God abhors separation and divorce. He wants unbroken unity (cf. Mt 19.3-9; Mk 10.2-12). The priest takes the rings off the left finger, puts them on the right, and then again on the left, and finally he puts them back on the right hand. He begins and ends with the right hand, because this is the hand with which we chiefly act. It also means that the other now has my hand. I don’t do anything that my spouse doesn’t want. I am bound up with the other. I live for the other, and for that reason I tolerate his faults. A person who can’t put up with another can’t marry.

What does my partner want? What interests him? What gives him pleasure? That should also interest and please me as well. I also look for opportunities to give him little delights. How will I please my husband today? How will I please my wife today? This is the question which a married person must ask every day. She is concerned about his worries, his interests, his job, his friends, so that they can have everything in common. He gladly gives way to her. Because he loves her, he goes to bedlastand gets up first in the morning. He regards her parents as his own, and loves them and is devoted to them, because he knows that marriage is difficult for parents. It always makes them cry, because it separates them from their child.

The wife expresses love for her husband through obedience. She is obedient to him exactly as the Church is to Christ (Eph 5.22-24). It is her happiness to do the will of her husband. Attitude, obstinacy, and complaining are the axes which chop down the tree of conjugal happiness. The woman is the heart. The man is the head. The woman is the heart that loves. In her husband’s moments of difficulty, she stands at his side, as the empress Theodora stood by the emperor Justinian. In his moments of joy, she tries to raise him up to even higher heights and ideals. In times of sorrow, she stands by him like a sublime and peaceful world offering him tranquility.

The husband should remember that his wife has been entrusted to him by God. His wife is a soul which God has given to him, and one day he must return it. He loves his wife as Christ loves the Church (Eph 5.25). He protects her, takes care of her, gives her security, particularly when she is distressed, or when she is ill. We know how sensitive a woman’s soul can be, which is why the Apostle Peter urges husbands to honor their wives (cf. 1 Pet 3.7). A woman’s soul gets wounded, is often petty, changeable, and can suddenly fall into despair. Thus the husband should be full of love and tenderness, and make himself her greatest treasure. Marriage, my dear friends, is a little boat which sails through waves and among rocks. If you lose your attention even for a moment, it will be wrecked.

As we have seen, marriage is first of all a journey of pain; second a journey of love; and, third, a journey to heaven, a call from God. It is, as Holy Scripture says, a “great mystery” (Eph 5.32). We often speak of seven “mysteries”, or sacraments. In this regard, a “mystery” is the sign of the mystical presence of some true person or event. An icon, for instance, is a mystery. When we venerate it, we are not venerating wood or paint, but Christ, or the Theotokos, or the saint who is mystically depicted. The Holy Cross is a symbol of Christ, containing his mystical presence. Marriage, too, is a mystery, a mystical presence, not unlike these. Christ says, “wherever two or three are gathered together in my name, there I am among them” (Mt 18.20). And whenever two people are married in the name of Christ, they become the sign which contains and expresses Christ himself. When you see a couple who are conscious of this, it is as if you are seeing Christ. Together they are a theophany.

This is also why crowns are placed on their heads during the wedding ceremony, because the bride and groom are an image of Christ and the Church. And not just this, but everything in marriage is symbolic. The lit candles symbolize the wise virgins. When the priest places these candles into the hands of the newly-weds, it is as if he is saying to them: Wait for Christ like the wise virgins (Mt 25.1-11). Or they symbolize the tongues of fire which descended at Pentecost, and which were in essence the presence of the Holy Spirit (Acts 2.1-4). The wedding rings are kept on the altar, until they are taken from there by the priest, which shows that marriage has its beginning in Christ, and will end in Christ. The priest also joins their hands, in order to show that it is Christ himself who unites them. It is Christ who is at the heart of the mystery and at the center of their lives.[6]

All the elements of the marriage ceremony are shadows and symbols which indicate the presence of Christ. When you’re sitting somewhere and suddenly you see a shadow, you know that someone’s coming. You don’t see him, but you know he’s there. You get up early in the morning, and you see the red horizon in the east. You know that, in a little while, the sun will come up. And indeed, there behind the mountain, the sun starts to appear.

When you see your marriage, your husband, your wife, your partner’s body, when you see your troubles, everything in your home, know that they are all signs of Christ’s presence. It is as if you’re hearing Christ’s footsteps, as if he was coming, as if you are now about to hear his voice. All these things are the shadows of Christ, revealing that he is together with us. It is true, though, that, because of our cares and worries, we feel that he is absent. But we can see him in the shadows, and we are sure that he is with us. This is why there was no separate marriage service in the early Church. The man and woman simply went to church and received Communion together. What does this mean? That henceforth their life is one life in Christ.

The wreaths, or wedding crowns, are also symbols of Christ’s presence. More specifically, they are symbols of martyrdom. Husband and wife wear crowns to show that they are ready to become martyrs for Christ. To say that “I am married” means that I live and die for Christ. “I am married” means that I desire and thirst for Christ. Crowns are also signs of royalty, and thus husband and wife are king and queen, and their home is a kingdom, a kingdom of the Church, an extension of the Church.

When did marriage begin? When man sinned. Before that, there was no marriage, not in the present-day sense. It was only after the Fall, after Adam and Eve had been expelled from paradise, that Adam “knew” Eve (Gen 4.1) and thus marriage began. Why then? So that they might remember their fall and expulsion from paradise, and seek to return there. Marriage is thus a return to the spiritual paradise, the Church of Christ. “I am married” means, then, that I am a king, a true and faithful member of the Church.

The wreaths also symbolize the final victory which will be attained in the kingdom of heaven. When the priest takes the wreaths, he says to Christ: “take their crowns to your kingdom”, take them to your kingdom, and keep them there, until the final victory. And so marriage is a road: its starts out from the earth and ends in heaven. It is a joining together, a bond with Christ, who assures us that he will lead us to heaven, to be with him always. Marriage is a bridge leading us from earth to heaven. It is as if the sacrament is saying: Above and beyond love, above and beyond your husband, your wife, above the everyday events, remember that you are destined for heaven, that you have set out on a road which will take you there without fail. The bride and the bridegroom give their hands to one another, and the priest takes hold of them both, and leads them round the table dancing and singing. Marriage is a movement, a progression, a journey which will end in heaven, in eternity.

In marriage, it seems that two people come together. However it’s not two but three. The man marries the woman, and the woman marries the man, but the two together also marry Christ. So three take part in the mystery, and three remain together in life.

In the dance around the table, the couple are led by the priest, who is a type of Christ. This means that Christ has seized us, rescued us, redeemed us, and made us his. And this is the “great mystery” of marriage (cf. Gal 3.13).

In Latin, the word “mystery” was rendered by the word sacramentum, which means an oath. And marriage is an oath, a pact, a joining together, a bond, as we have said. It is a permanent bond with Christ.

“I am married”, then, means that I enslave my heart to Christ. If you wish, you can get married. If you wish, don’t get married. But if you marry, this is the meaning that marriage has in the Orthodox Church, which brought you into being. “I am married” means I am the slave of Christ.


[1] I.e., “Spiritual Life”, which appears below, on pp. 147-163.

[2] 2. See, for example, John Chrysostom, Homily on Colossians 12.6 “What shame is there in that which is honorable? Why do you blush over what is undefiled? In so doing, you slander the root of our birth, which is a gift from God” (PG 62.388).

[3] Ignatius of Antioch, Letter to Polycarp (PG 5.724B).

[4] Symeon of Thessaloniki, Dialogos 277 (PG 155.508B).

[5] C. Kallinikos, The Christian Temple and its Ceremonies (Athens, 1968), 514.

[6] St. Gregory the Theologian, Letter 193: “I place the hand of the one the other, and place both in the hand of God” (PG 37.316C).