LYSUNDERET I JERUSALEM – VIDEO – Danish

http://christisrisenindeedheisrisen.wordpress.com

CHRIST IS RISEN! INDEED, HE IS RISEN!

2015-1.jpg

Lysunderet i Jerusalem, 2015

holy-fire

Orthodox Christian worshippers take part in the Holy Fire ceremony at the Church of the Holy Sepulchre in Jerusalem's Old City during the Easter holiday. April 14, 2012. Photo by Uri Lenz/FLASH90  *** Local Caption *** ôñçà ùáú äàåø éøåùìéí ðöøåú ëðñééú ä÷áø ðø ðøåú àåø

Lysunderet i Jerusalem

Publiceret i Berlingske Tidende, lørdag, 15.09.98 i lettere afkortet form.

Kilde:

http://www.holyfire.org

http://www.holyfire.org/file/Danish_Lysunderet%20i%20Jerusalem.htm

HOLY FIRE

Gravkirken i Jerusalem er det sted, hvor teologer, historikere og arkæologer mener at finde resterne af den grav, som Jesus blev lagt i efter sin død på korset og i hvilken han også kom til live igen tre dage efter sin død. Af millioner af troende betragtes denne kirke som et af de helligste steder på jorden. Kirken har siden kristendommens tidligste stadier uden afbrydelse været hjemsted for et mirakel, som særlig af ortodokse kristne betragtes som det største under i verden. I forskelligt kildemateriale – primært pilgrimmes beretninger om rejser til Palæstina – kan man følge, hvordan tiderne med deres respektive regimer og dominerende kulturer skifter, alt imens miraklet fortsætter med at hænde, som det har gjort år efter år på nøjagtig samme måde. En russisk-ortodoks pilgrim, Abbeden Daniel, fortæller i sin rejsebeskrivelse til Israel, skrevet i årene 1106-07 på meget udførlig måde om det “Hellige Lysmirakel”. Her kan man læse, at Patriarken går ind i gravkapellet med to slukkede stearinlys. Foran selve den sten, på hvilken Kristus lå, beder han nogle bestemte bønner, og derpå sker miraklet: Uden kendte årsager kommer efter nogen tid et overnaturligt lys, der sætter ild på slukkede olielamper, ligesom det tænder patriarkens to stearinlys. Dette er “Det Hellige Lys” og det spredes til hele kirken. Ceremonien omkring “Det Hellige Lysunder” er en af de ældste ubrudte kirkelige handlinger i verden. Kilder så langt tilbage som det fjerde århundrede og hele vejen op til vor tid beretter om lysunderet og det ser ud til at være sket på samme sted og samme tidspunkt, omgivet af de samme ceremonielle rammer. Det lader til at være sket hvert eneste år siden kristendommens begyndelse. Også i 1998.

Eksistens rejste til Jerusalem, for at være til stede under den gudstjeneste, hvor miraklet sker, og kan bevidne, at Lysunderceremonien fandt sted ikke blot i oldkirken og op gennem middelalderen, men også den 18. april 1998. Allerede i december 1997 rejste vi dertil med anbefalinger fra Rom for at forberede besøget i april. Den græsk-ortodokse patriark af Jerusalem, Diodorus I, er den person, der hvert år går ind og modtager flammen fra det blå lys. Han har været patriark i Jerusalem siden 1982 og er således det nulevende hovedvidne til underet. Både i december og i april blev Eksistens modtaget i audiens hos ham, hvor vi fik lejlighed til at tale med ham om underet – om hvad der sker i gravkapellet og om hvad det betyder for ham personligt. Via ham fik vi også speciel adgang til ceremonien, idet vi fik lov til at stå på balkonen i kuppelen over selve gravkapellet. Herfra havde vi en god udsigt ned over kirken og masserne, der havde samlet sig om gravkapellet i anspændt venten på, at miraklet skulle indtræffe. Men hvad sker der nu helt nøjagtigt og hvorfor har det så stor betydning for de ortodokse kristne? Hvordan kan det være, vi aldrig har hørt om det i de protestantiske og katolske lande, når det på mange punkter synes at overgå de berømteste vesterlandske mirakler?

En økumenisk ceremoni

Underet sker hvert år i den ortodokse påske. Der er mange former for ortodokse kristne – syrisk-, armensk-, russisk- og græskortodokse, såvel som koptere. I gravkirken er der i alt 7 forskellige kristne kirkesamfund repræsenteret. De ortodokse følger en anden kalender end den almindelige vesteuropæiske gregorianske kalender, nemlig den såkaldt julianske kalender, hvilket betyder, at deres påske normalt falder på en anden dato end den protestantiske og katolske påske.

De katolske og ortodokse kirker oplevede et skisma i 1054, hvorefter der ikke har været megen forbindelse mellem de to kirker, selvom deres respektive teologier nærmest er identiske. Til trods for skismaet fortsatte man i gravkirken imidlertid at fejre netop dette under sammen – lysmirakelceremonien har altså haft en sådan tiltrækningskraft, at den har fået begge kirker til at mødes til fælles fejring, selvom man alle andre steder ikke havde forbindelse. Først i 1246, da de katolske kristne forlod Jerusalem sammen med de slagne korsriddere, blev det til en rent ortodoks ceremoni. De ortodokse blev i Palæstina, selv efter tyrkernes besættelse af Jerusalem.

En af de kendteste ceremonier i den ortodokse verden

Underet sker påskelørdag. Gravkirken, bygget af Konstantin den Store i midten af det fjerde århundrede, er blevet ødelagt flere gange. Korsridderne gav kirken den udformning, som den har i dag. Det er en stor kirke, der både omslutter den høj, ved navn Golgatha, på hvilken Kristus blev korsfæstet, såvel som den grav, ca 30 m. fra Golgata, i hvilken man lagde ham efter hans død. Rundt om selve graven er der i dag et lille kapel med to rum – et forrum og selve gravkapellet, i hvilket der ikke kan være flere end fire mennesker samtidigt. Således er der den store basilika, der omgiver det lille gravkapel, der igen omslutter selve gravstenen, som Jesus lå på. Det lille kapel er på denne dag centrum for begivenhederne, og at der i høj grad er tale om “begivenheder” vil blive klart for enhver, der prøver at komme ind i Gravkirken på normal vis. Gravkirken er en stor kirke, større end Vor Frue Kirke i København. På denne dag er den totalt proppet med mennesker. Skal man gøre sig håb om at komme ind i den, skal man regne med at stå i kø i fem til seks timer. Kirken er propfuld. Der er næsten lige så mange mennesker uden for kirken, der ikke kan komme ind, fordi den allerede er overfyldt. Pilgrimme er kommet fra hele verden – størsteparten fra Grækenland, men i de senere år i stadig stigende antal fra Rusland og de tidligere Østeuropæiske lande. For at være så tæt som mulig på selve gravkapellet, hvor miraklet sker, har en stor mængde pilgrimme med klapstole trodset trætheden og våget hele natten igennem rundt om kapellet. Selve miraklet sker omkring kl. 14.00, men allerede omkring kl. 11.00 er kirken en kogende gryde. ((Hvert år opstår der små slåskampe mellem de forskellige grupper af kristne i kirken. Ser man ingen grund til, at de kristne burde søge større enhed, er det tilstrækkeligt blot at rejse til Gravkirken i Jerusalem og se den forvirring og ufred, der hersker på grund af de mange kirkers forskellige grupperinger og ceremonier.))

Festival

Fra kl. 11.00 til kl. 13.00 synger de arabiske kristne traditionelle kristne sange med høje stemmer og i højt tempo. Der er tale om en gammel tradition fra den tyrkiske besættelse af Jerusalem i 12-tallet, hvor de kristne ikke måtte synge deres sange andre steder end i kirkerne. “Vi er de kristne, det har vi været i århundreder og det vil vi være for evigt og altid! Amen!” lyder det på højlydt arabisk med trommeakkompagnement. Trommeslagerne sidder på skuldrene af andre, der danser en heftig dans. Men op til kl. 13.00 dør sangen ud, hvorefter der er stilhed – en lurende, alt andet end tom stilhed, der bærer præg af forventningen om, at alle skal være vidner til en stor manifestation af Guds kraft.

Kl. 13.00 baner en delegation af de lokale magthavere sig vej gennem masserne, anført af det lokale politi, der i stort antal er til stede i gravkirken for at sørge for, at der ikke opstår uroligheder. Selvom disse embedsmænd ikke er kristne, er de sjovt nok en del af ceremonien. I vore dages Jerusalem er der tale om israelske embedsmænd, i tyrkernes besættelse af Palæstina var det de lokale tyrkiske embedsmænd. I århundreder har dette været en fast del af ceremonien. Der skal være tale om uvildige embedsmænd, og formålet med deres tilstedeværelse er at symbolisere romerne på Jesu tid. I evangelierne kan man læse, at romerne kom og forseglede Jesu grav, for at disciplene ikke kunne komme og stjæle hans legeme og sige, han var genopstanden. På samme måde skal de israelske magthavere i dag forsegle graven med voks. Inden de lukker og forsegler døren, går ind i kapellet og checker, om der kunne være en skjult lyskilde, som patriarken kunne tænde sine lys på, hvis der skulle være tale om snyd. Ligesom romerne skulle garantere, at der ikke blev snydt med noget umiddelbart efter Kristi død, på samme måde skal de lokale israelske embedsmænd sørge for, at der ikke bliver snydt med noget i 1998.

Patriarkens vidnesbyrd

Når graven er blevet undersøgt og forseglet, giver hele kirken sig nu til gentagne gange at synge “Kyrie Eleison” – Herre forbarm dig. Kl. 13.45 kommer patriarken ind i kirken, båret af fire mænd. Patriarken er en ældre herre og svag til bens. Tre gange går man i procession rundt om graven. Herefter Efter afklædes patriarken, således at han kun er iført en hvid kjortel. Dette skal symbolisere ydmyghed foran det store tegn, han skal være kronvidne til. Alle olielamper har været slukkede fra aftenen i forvejen, og nu slukkes også det elektriske lys, sådan at der bliver næsten helt mørkt i kirken. Den eneste lyskilde er de solstråler, der finder vej gennem den nyrestaurerede kuppel. Voksforseglingen fjernes fra døren til graven, og døren åbnes. Med to store slukkede stearinlys går patriarken ind i gravkapellet – først ind i det lille forrum og derfra ind i selve graven. Det er ikke muligt at følge med i, hvad der sker inde i graven, og vi må lade patriarken selv tale.

“Deres Salighed, hvad sker der, når De går ind i graven?

Jeg går ind i graven og finder vej gennem mørket til det inderste kammer, hvor jeg falder på knæ i ærefrygt foran det sted, hvor Kristus lå efter sin død. At bede her er i sig selv for mig altid et meget helligt øjeblik på et meget helligt sted. Det er herfra han opstod i herlighed og det er herfra han spredte sit lys til verden. Apostelen Johannes skriver, at han er verdens lys, og foran hans grav bringes man helt tæt på hans herlige opstandelse, der for os er en virkelighed og ikke kun en myte. ((Katolikker og protestanter kalder denne kirke for gravkirken. Vi kalder den for Opstandelseskirken. Opstandelsen er for os det mest centrale i vores tro. I opstandelsen har Kristus vundet sin endegyldige sejr over døden, ikke bare for sig selv, men for alle dem, der vil forblive ham nær.))

At det er netop på dette sted, at det mirakuløse lys kommer, tror jeg ikke er nogen tilfældighed. I Mattæusevangeliets (Matt. 28,3) læser vi i forbindelse med Jesu opstandelse, at en engel kom til syne, klædt i lynild. Jeg tror personligt, at det lys, der omgav engelen ved Jesu opstandelse, er det samme lys, der kommer til os på mirakuløs måde hver påskelørdag. Kristus vil minde os om, at hans opstandelse er en realitet, og at han virkelig kom til verden for gennem sin død og opstandelse at yde det offer, der skulle til for at mennesket kan blive forenet med sin skaber.

Blåt lys

Foran graven fremsiger jeg nogle bønner, vi har fået overleveret igennem mange hundrede år, og når jeg har gjort det venter jeg. Nogen gange kan der gå et par minutter, men normalt sker underet umiddelbart efter, jeg har sagt bønnerne. Fra selve den sten, hvor Jesus lå, udgår der et udefinerbart lys. Det er blåt i sin grundfarve, men har mange afskygninger – det kan ikke beskrives med menneskelige termer. Lyset løfter sig ud af stenen, ligesom tåge kan stige op af en sø – det ser nærmest ud som om, stenen bliver dækket af en fugtig sky, men det er samtidig lys. Dette lys bevæger sig i hvert år på forskellig måde. Nogen gange dækker det blot stenen, andre gange kan det oplyse hele graven, så at også folk, der står uden for graven og ser ind i den, kan se hele graven fyldt med lys. Lyset brænder ikke – der er aldrig gået ild i mit skæg, alle de 22 år, jeg har været patriark i Jerusalem og har modtaget den Hellige Flamme. Lyset er af en ganske anden beskaffenhed end normalt lys, der brænder i en olielampe.

På et tidspunkt samles dette lys nu i en søjle, og her ændrer lyset karakter, sådan at jeg kan tænde mine stearinlys på lyssøjlen. Når jeg har fået flammen og mine to stearinlys brænder, går jeg ud og giver flammen først til den armenske patriark og siden til den koptiske. Herefter går jeg ud af kapellet og giver flammen til alle i kirken.

Miraklets symbolske betydning

Hvordan oplever De selv miraklet og hvilken betydning har det for deres åndelige liv?

Underet gør hvert eneste år lige stort indtryk på mig. Det er hver gang en dybere omvendelse for mig. Det er for mig en stor trøst at tænke på Kristi trofasthed, at han hvert eneste år giver dette mirakel, til trods for menneskers svagheder. Vi oplever mange undere i vores kirker, og mirakler er noget forholdsvist naturligt for os. Det er ofte sket, at vore ikoner har grædt, ligesom vi har haft helgener, som Gud gav mange åndelige gaver til at hjælpe de troende. Men ingen af disse mirakler har en så gennemgribende og stærk symbolsk betydning som Det Hellige Lys’ mirakel. Miraklet er den stadige guddommelige bekræftelse og påmindelse på Kristi opstandelse, og det er Kristi opstandelse, vi fejrer som det helt centrale i vores tro. Underet er næsten som et sakramente. Det gør Kristi opstandelse så nærværende for os, som var han opstået fra de døde for få år siden”.

Mens patriarken er inde i kapellet og knæler foran stenen, hersker der mørke udenfor, men absolut ikke stilhed. Der er en ganske højlydt mumlen og stemningen er utrolig spændt. Når patriarken kommer ud, udbryder der et jubelskrig, som er at sammenligne med når der scores til en fodboldkamp.

Miraklet vækker tro

Miraklet berører imidlertid mere end det, der sker inde i det lille gravkammer, hvor patriarken beder. Hvad der måske er lige så betydeligt, er, at den blå flamme ikke er begrænset til gravkammeret. Hvert år oplever troende uden for det lille gravkapel, at det mirakuløse lys tilsyneladende af egen kraft og initiativ sætter ild på de stearinlys, de holder i hænderne. Eksistens kunne ikke selv være vidner til nogle af disse spontane antændelser. Vi stod oppe i kuplen, godt 15 m. over kirkegulvet, hvor folk ventede. Men efter hvad vi kunne erfare, skete det også i 1998, i år i særlig grad for en gruppe russiske pilgrimme, der befandt sig på Golgata, mens patriarken var inde i gravkapellet. Ofte siges olielamper at tænde forskellige steder i kirken, til tider på de mest utilgængelige steder. Pilgrimme beretter at have set den blå flamme bevæge sig forskellige steder i kirken. Eksistens er endvidere i besiddelse af en række signerede vidnesbyrd fra pilgrimme, der i tidligere år enten oplevede den blå flamme eller hvis stearinlys tændte af sig selv.

For et af disse vidner, Arkimedes Pendaki, var underet den impuls, der i sidste ende førte til, at ham blev præst. Arkimedes var i årene op til påsken 1983 gledet længere og længere bort fra sin families ortodokse tro, og gik kun sjældent i kirke. Hans mor, der var meget troende, fik ham overbevist om at han skulle tage med til Jerusalem og være til stede ved det Hellige Lys’ ceremoni. Mens de to stod i gravkirken under Lysmirakelceremonien skete det, at hans mors lys tændte af sig selv for begges øjne. Arkimedes blev først rasende og beskyldte hende for at have lavet et eller andet nummer med ham, selvom han inderst inde var overbevist om, at det ikke var tilfældet. Underet blev imidlertid ved at nage i ham, indtil han ikke kunne holde det ud længere, og måtte udforske sin egen tro til bunden. Han rejste til klosterøen Athos og besluttede efter en årrække at uddanne sig til ortodoks præst. Af sådanne personlige vidnesbyrd gives der mange. Den person, der oplever miraklet på ganske nær hold, dvs. enten selv får flammen på sit stearinlys eller ser det blå lys i kirkerummet, er som regel berørt af underet på en sådan måde, at vedkommendes trosliv fordybes, så der altid vil være et “før og efter” Lysmiraklet i Jerusalem.

Ukendt i Vesten

Man kan nu spørge sig selv, hvorfor Lysmiraklet er så totalt ukendt i Vesteuropa. I de protestantiske lande kan det forklares ved, at man ikke har nogen synderlig forventning om og tradition for mirakler og at man ikke rigtig ved, hvor man skal indpasse dem. Men i de katolske lande er der en stor forventning om og interesse for mirakler og guddommelige tegn. Hvorfor får en så grænseoverskridende hændelse ingen større pressedækning? Her synes der kun at være en rimelig forklaring – kirkepolitik. Det er alene de ortodokse kirker, der deltager i ceremonierne omkring Lysmiraklet. Det sker kun på de ortodokse kirkers påskedato og uden deltagelse af nogen katolske autoriteter. Dette udlægges af nogen ortodokse som, at Gud hermed vil vise, at alene den ortodokse kirke er den sande kirke på jorden, hvilket nok kan vække en vis bekymring i den katolske lejr.

Argumenter for og imod miraklets autenticitet

Kritikere vil vide, at patriarken har en lighter gemt inde i gravkapellet og at det hele er snyd. Disse kritikere har imidlertid en række problemer: Tændstikker og anden form for antændelsesværktøj – for ikke at tale om lightere – er nye opfindelser. For få hundrede år siden var det, at tænde et bål eller en olielampe en besværlig proces, der tog tid. Langt mere tid end de få minutter patriarken er inde i graven inden han kommer ud med de tændte stearinlys. Man kunne måske sige, han havde en lampe inde i graven, fra hvilken han tændte sine lys, men også det kan afvises. For de uvildige personer, der forsegler graven, har inden den lukkes, været inde og checke, at der ikke er lys af nogen art i gravkammeret.

Det største argument mod et falsum er imidlertid ikke de skiftende patriarkers vidneudsagn. Det største problem er de tusindvis af vidnesbyrd fra pilgrimme, der alle har oplevet, at det blå lys kom til dem personligt og satte ild på de stearinlys, de holdt i hænderne. Efter hvad Berlingske har kunnet erfare, har det hidtil ikke været muligt at filme en af olielamperne eller et af de mange stearinlys tænde af sig selv, men vi er i besiddelse af en kopi af en video, filmet af en ung ingeniør fra Bethlehem, Souhel Nabdiel. Souhel befandt sig under Lysmirakel-ceremonien i 1996 på en balkon i kuplen sammen med en russisk-ortodoks nonne og fire andre troende. Nonnen stod til høje for Souhel. På videoen ser man, hvordan han filmer ned på kapellet. Alt lys slukkes – det er tid til at patriarken går ind og henter flammen. Inden han har nået at komme ud hører man pludselig et højlydt udbrud af forundring fra nonnen, der står ved siden af Souhel. Man ser, hvordan kameraet begynder at ryste og man hører de andre fire, der er tilstede på balkonen, tale samtidigt med høje stemmer om et eller andet, der er sket. Kameraet drejer til højre, og her ser man nu årsagen til udråbene: Det store stearinlys, nonnen holdt i sine hænder, tændte af sig selv for øjnene af de tilstedeværende – inden patriarken var nået at komme ud af gravkapellet. Med rystende hænder holder hun lyset alt imens hun igen og igen gør korsets tegn over det, hun har oplevet. Denne video er måske noget af det nærmeste, man kommer til en filmoptagelse af underet.

Miraklet er som miraklet altid har været – det vil altid være omgivet af noget uforklarligt, det vil aldrig kunne bevises. Som ærkebiskop Alexis af Tiberias sagde til Eksistens: “Miraklet er aldrig blevet filmet og kan det sikkert heller ikke. Mirakler kan ikke bevises. Der er altid behov for et moment af tro for, at miraklet kan bære frugt i den troendes liv. Miraklet i kristen sammenhæng har altid et formål, at udbrede Guds nåde i verden. Og denne udbredelse af Guds nåde kan ikke ske uden tro hos mennesket.”

Den mirakuløse flamme er hellig.

I de bibelske skrifter skildres store mirakuløs hændelser og Guds nærvær ofte i sammenhæng med manifestationer af lys. Om Moses’ møder med Jahve på Sinajs bjerg hedder det: “Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn”. (2. Mos. 19, 18) Og senere “For israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende ild på bjergets top” (2. Mos. 24,17). Guds herlighed og nærvær sættes i forbindelse med ild, med lys. Efter Moses har stået ansigt til ansigt med Gud, skinner hans ansigt så kraftigt, at han ender med at lægge et slør over det, som han kun fjerner, når han igen skal tale med Gud (2. Mos. 34, 29 ff). Da Jesus forklares for disciplenes øjne på Tabor-bjerget, “ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide” (Lk. 9,29). Efter Jesu opstandelse møder kvinderne ved graven “to mænd i lysende klæder” (Lk. 24, 4) Lyset og Guds vældige gerninger går altid hånd i hånd

Af de store kirkefædre blev lys anset for at være et synonym for Gud, særlig for Guds kærlighed. Således skriver en af de berømteste af dem, Gregor den store (530-604): “Gud kaldes lys fordi han omfavner sin kærligheds flammer – de sjæle, i hvilke han har taget bolig”. På samme måde opfatter… De ortodokse opfatter lysmiraklet i Jerusalem som en stor manifestation af Guds kraft, men ikke nok med det – miraklet er en manifestation af Guds nærvær. Ligesom lyset i de bibelske skrifter udspringer fra Guds nærvær, på samme måde opfattes lyset i Gravkirken at have væsensforbindelse med Gud selv. Flammen er hellig. Den indeholder velsignende kraft. Pilgrimmene kører hænderne hen over flammen – frem og tilbage – og stryger sig siden over ansigtet med hænderne, der har rørt flammen. Efter flammen er blevet spredt i hele kirken, bæres den af alle troende rundt til hjemmene i Israel. Alle de troende har gjort en lampe klar i hjemmene, der kan modtage flammen, som man bevarer i ugevis. Også fra Grækenland kommer man med særlige lanterne, der kan tåle blæst med hvilke man bærer flammen hjem til de græske øer.

Lysmiraklet historie

Kirkehistorikeren Eusebius skriver i sit værk Vita Constantini fra omkring år 328 om en interessant hændelse i Jerusalem. Vi befinder os i påsken i året 162. Da man skal til at gøre olielamperne klar til at blive tændt for at symbolisere Kristi opstandelse, opdager man pludselig, at der ikke er mere olie tilbage til at hælde i lamperne. Biskop Narkissos byder da at man skal lade lamperne fylde med vand, hvorpå han giver ordrer om, at de skal tændes. Foran alles øjne brænder hver enkelt lampe, som var der tale om ren olie. Dette under, dateret før Gravkirkens opførelse i midten af det 4. årh., sættes af de ortodokse i forbindelse med miraklet i Gravkirken. Der er ikke nogen direkte forbindelse med Lysmirakel-ceremonien, og det mirakel, der gengives hos Eusebius. Det sidste var en engangshændelse, underet i Gravkirken gentages. Alligevel er der den forbindelse, at der er ild, hvor der ikke burde kunne være det, og denne ild sættes i forbindelse med Guds indgriben.

Omkring år 388 foretager Etheria, en fornem kvinde fra Spanien, en rejse til Palæstina. I sin rejsebeskrivelse beretter hun om en ceremoni, ved gravkapellet, hvor det hedder, at der fra gravens indre udgår (ejicitur) et lys, hvorved der bliver et uendeligt lys i kirken (lumen infinitum). Det er ikke klart, om der refereres til en mirakuløs hændelse, eller om det er biskoppen, der rækker lyset ud fra gravens indre, hvor der er en stedsebrændende olielampe. Derimod bliver tingene helt klare i den næste væsentlige kilde, munken Bernhards rejsebeskrivelse fra omkr. år 870. Her hedder det helt tydeligt om påskelørdag i gravkirken, at der, efter menigheden har sunget “Kyrie Eleison”, sker det, at en engel kommer og tænder de lamper, der hænger over gravbænken, hvorpå patriarken giver flammen til biskopperne og alle i kirken. I 926 rejser den arabiske historiker Ma’sûdi til Palæstina, og i hans beretning bliver tingene endnu klarere: Her heddder det om påskelørdag, at de kristne mødes fra hele landet, for på den dag kommer ild fra himlen og tænder lysene. Alt som pilgrimsrejser til Palæstina bliver stadig hyppigere, vokser antallet af kilder, der beretter om underet, og det kan følges uden stop til vore dage.

En engelsk krønikeskriver, Gautier Vinisauf, skriver om en interessant hændelse, forbundet med lysunderet i 1192. I 1187 indtoges Jerusalem af Saracenerne under ledelse af sultan Salah ad-Dîn. I 1192 ønskede denne at være til stede ved ceremonien, selvom han ikke var kristen. “Lyset kom pludseligt og alle tilstedeværende var dybt bevægede. De kristne gav udtryk for deres glæde ved at prise Guds storhed, Saracenerne derimod mente, at lyset, de havde set komme, var et nummer. Salah ad-Dîn ønskede at afsløre snyderiet og sørgede for, at lampen, der havde tændt, blev slukket, men lampen tændtes igen med det samme. Han lod den slukke en anden gang og en tredje gang, men lampen tændtes umiddelbart igen. Derpå skreg sultanen i profetisk henrykkelse: “Ja, snart skal jeg dø, eller også skal jeg miste Jerusalem”. Denne profeti gik i opfyldelse, for Salah ad-Dîn døde den følgende faste”. Foran hans øjne kom lyset og tændte lamperne. De kristne sang af glæde, men Saracenerne troede, der var tale om et nummer. Salah ad-Dîn gik derfor hen til den største lampe, der var blevet tændt på mirakuløs måde, og slukkede lyset. Foran hans øjne flammede den op igen. Han slukkede den igen, og atter tændtes lyset af sig selv. En tredje gang slukkede han lampen og atter gik der ild i den. I rædsel over det, han havde set, råbte han med høj røst: Ja, snart skal jeg dø, eller også skal jeg miste Jerusalem!. Denne profeti gik i opfyldelse, for Salah ad-Dîn døde året efter.

Kilder:

Otto Meinardus, The Ceremony of the Holy Fire in the Middle Ages and to-day, Bulletin de la Société d’Archéologie Copte, 16, 1961-2, p. 242-253

Dr. Gustav Klameth, Das Karsamstagsfeuerwunder der heiligen Grabeskirche, Wien, 1913.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s